Dagligvarekæde donerer mad til familienetværk i Vejgaard

AALBORG: Julen er tid for gode gerninger og for at sprede glæde.

Byens supermarkeder melder nu en efter en ud, at de donerer deres jule-overskudsmad væk til godgørende formål. I går var det Bilka, det meldte ud, at de giver blandt andet ferskvarer til udsatte i Aalborg gennem Nordjysk Fødevareoverskud. I dag, tirsdag, er det så Lidl, der er klar til at fortælle, hvor de sender deres overskud hen.

For når butikkerne holder lukket i juledagene er der netop en masse frugt, brød og kød til overs. Og det er de varer, som Lidl i år har valgt at donere til den sociale hjælpeorganisation Blå Kors. Her i Aalborg er det mere specifikt Familienetværket Vejgaard, som drives af organisationen i samarbejde med Apostolsk Kirke, der får varerne, fortæller Blå Kors i en pressemeddelelse.

Frivillige henter alt fra rugbrød til frugt og grønt efter lukketid 23. december, maden bliver så pakket i poser, som bliver delt ud juleaftensdag kl. 10 til udsatte og sårbare familier som en ekstra julegave.

- Familierne er så glade og taknemlige for at få maden. Det er en stor håndsrækning i julen. Vi uddeler maden både i kirken og udenfor kirken og gør det med god afstand, siger Else-Marie Hansen, som er leder af Familienetværket Vejgaard.

Overskud til at hjælpe andre

Lidl har de seneste år doneret overskudsmad fra lukkedagene i julen til Blå Kors' familienetværk, væresteder og bo- og behandlingstilbud samt andre udsatte grupper.

- Corona-krisen rammer de svageste grupper i samfundet ekstra hårdt. Som landsdækkende dagligvarekæde er vi i Lidl bevidste om vores sociale ansvar – et ansvar, hvor vi gennem vores samarbejde med Blå Kors kan hjælpe nogle af de allermest trængte familier i juletiden med overskudsmad fra nogle af vores butikker, siger Dirk Fust, som er administrerende direktør i Lidl.

Udover donation af overskudsmad til Blå Kors, har Lidl i år også støttet Blå Kors' julehjælp til økonomisk trængte familier og indsamlet gaver til børn fra Barnets Blå Hus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...