Hvis du vil se "Slaget om Limfjorden" mellem Nørresundby FB og AaB, så skal du ud af starthullerne nu

AALBORG: Lillebror vil så gerne dele køllebank ud til storebror...

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at en sejr over storebror AaB står særdeles højt på ønskesedlen hos lillebror Nørresundby FB, når de to fodboldklubber tørner sammen i en pokalkamp, som for mange af især Nørresundbys fans regnes for årets absolutte topbrag.

Og lad os nu ile med den ultra vigtige besked om, at hvis du vil ind på stadion - ja, så skal du godt nok kridte skoene og få købt en billet eller to med det vuns, hvis du altså vil se kampen live, som også bliver betegnet som "Slaget om Limfjorden".

For der bliver helt givet run på billetterne al den stund, at Nørresundby Forenede Boldklubber (NFB) kun sætter i alt 2.000 billetter til salg til hjemmekampen, der spilles onsdag den 11. september klokken 17.15.

Torben O. Andersen
Sidst de to mandskaber tørnede sammen i pokalturneringen daterer sig tilbage til onsdag den 7. september 2016, hvor AaB - i de sorte trøjer - vandt en sikker sejr på 5-1 over Nørresundby. Arkivfoto: Michael Bygballe

Thomas Bunch Jensen er formand for Nørresundby FB, og han siger til aalborg:nu, at kampen spilles på Nordjyske Bank Arena - Lindholm Høje Stadion.

- Det er vigtigt for os at beholde de autentiske rammer , og vi vil gerne give vores fans - og alle andre fodboldinteresserede - en rigtig god oplevelse på vores egen hjemmebane.

- Vi har derfor valgt at trykke et begrænset antal billetter for netop ikke at overbooke stadion, pointerer formanden.

Billetterne sættes til salg fra torsdag den 22. august klokken 17.00 i klubhuset på Voerbjergvej 42 i Nørresundby, og det sker i forbindelse med dagens hjemmekamp mod Kjellerup.

Thomas Bunch Jensen gør også opmærksom på, at billetter til pokalkampen mod AaB kun kan købes i forsalg, og at det er muligt at købe billetter i klubhuset på alle hverdage fra klokken 08.00 til 16.00, indtil der er udsolgt.

Voksne skal betale 100 kroner for en billet, mens børn i aldersgruppen seks til 14 år kun skal betale 50 kroner.

Torben O. Andersen
Nørresundby - i de røde trøjer - har revanche til gode mod AaB, når de to mandskaber møder hinanden onsdag den 11. september i "Slaget om Limfjorden". Arkivfoto: Michael Bygballe

Nørresundby FB spiller til daglig i Danmarksserien, mens AaB spiller i 3F Superligaen.

Og for dem, der måske ikke lige ved det, så er fodbold-hierakiet følgende: 3F Superligaen, 1. division og 2. division efterfulgt af Danmarksserien.

Mens storebror AaB endnu ikke har spillet en pokalkamp i indeværende sæson, så har Nørresundby til gengæld allerede spillet én kamp i Sydbank Pokal-turneringen 2019/20, hvor holdet i 1. runde sendte Danmarksserie-kollegerne IF Lyseng fra Aarhus-området ud af turneringen med en sejr på 2-1.

Sidst AaB og Nørresundby tørnede sammen i pokalturneringen var onsdag den 7. september 2016, hvor storfavoritterne AaB i 2. runde vandt en sikker sejr på 5-1 over Nørresundby i overværelse af 1.550 tilskuere.

Thomas Bunch Jensen:

- Vi har revanche til gode, og netop derfor skal vi nok sørge for at give AaB kamp til stregen.

- Jeg håber og tror på et uafgjort resultat i den ordinære spilletid, og så napper vi dem naturligvis i overtiden, lyder det fromt fra Nørresundby-formanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...