Aalborg Fjordhave er et uudtømmeligt spisekammer med blåmuslinger en masse til de lækkersultne

LINDHOLM: Der bliver arbejdet meget intenst og målrettet for føden, når medlemmerne af Aalborg Fjordhave mødes én gang om ugen for at passe og pleje deres kære fjordhave på solsiden i Lindholm.

Det er nemlig afgrøden i form af tusinder og atter tusinder af velsmagende blåmuslinger, der får ildsjælene - og nok også de lækkersultne - til uge efter uge året rundt at spendere adskillige timer på stål-flåderne, der ligger fortøjede ude i Limfjorden kun et stenkast fra selve bredden i Lindholm Strandpark.

Blåmuslinger bliver også kaldt for Limfjordens blå guld og karakteriseres af mange som en rigtig delikatesse.

Og som et medlem - aldersmæssigt 60 plus - af Aalborg Fjordhave siger, så er det pudsigt nok det grå guld, der især har kastet deres kærlighed på det blå guld.

Vi lader lige metaforen stå et øjeblik, så den kan blive fordøjet på den gode måde...

Sår og høster afgrøder

Tine Bock, Aalborg, er formand for Aalborg Fjordhave, og hun siger til aalborg:nu, at foreningen oplever en støt stigende interesse for at dyrke sine egne blåmuslinger til eget forbrug.

- Vi har i dag ca. 100 medlemmer, og der kommer hele tiden nye til.

- Vores medlemmer værdsætter naturligvis selve spisen muslinger særdeles højt, anfører hun og tilføjer, at hun desuden tror, at interessen for muslinger også hænger sammen med den store fokus, der helt generelt er i samfundet på netop bæredygtighed.

Tine Bock:

- Personligt synes jeg, at det er en utrolig glædelig udvikling, og jeg føler mig også helt overbevist om, at bæredygtighed fremadrettet vil være én af de vigtigste grundpiller i fundamentet i et moderne samfund.

Aalborg Fjordhave er i princippet en ganske almindelig kolonihave, hvor medlemmerne sår og høster afgrøder.

Den helt afgørende forskel er selvfølgelig, at fjordhaven er "anlagt" på vandet i modsætning til den traditionelle og landbaserede kolonihave.

Endvidere er diversiteten med hensyn til afgrøder i Aalborg Fjordhave et hurtigt overstået kapitel, idet man udelukkende har fokus på opdræt af blåmuslinger.

Der findes i øvrigt fire fjordhaver i alt i Limfjorden, og de tre andre er anlagt i Løgstør, Nykøbing Mors og Lemvig.

Hænger i strømperne

Opdrætsproceduren foregår på følgende måde:

I løbet af foråret hænger medlemmerne bændler ud for at opsamle yngel, som senere udvikler sig til bitte små blåmuslinger.

Muslingerne bliver efterfølgende sorteret i størrelser og hældes i såkaldte "strømper", hvor de skal udvikle sig og vokse sig store.

"Strømperne" er ca. to meter lange og bliver monteret på nogle aluminiumsarme, der er anbragt på siderne af flåderne, og de hænger således nede i vandet i en dybde af fire til seks meter.

Fjordhaven råder over seks flåder med en samlet længde på 36 meter, og der er monteret 12 arme på hver flåde.

Muslingerne er klar til at blive høstet og spist efter en modningsperiode på 10 til 12 måneder.

Tine Bock:

- I den forgangne uge høstede vi ca. 40 kilo muslinger, og de 14 fremmødte medlemmer gik hjem med hver især ca. tre kilo muslinger under armen.

- Jeg vil gætte på, at vi alle får samme mængde med hjem i dag, siger hun og tilføjer med et stort smil på læberne:

- Og så skal der bare smovses i muslinger...

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...