Kørebanerne på Limfjordsbroen bliver reduceret fra fire til to spor fra på mandag. Arkivfoto: Peter Broen
Livet her

Limfjordsbroen bliver indsnævret på mandag

Nu bliver der sat turbo på asfaltarbejde på broen

17. april 2020 kl. 13:41

AALBORG: Er du en af dem, der dagligt bruger Limfjordsbroen, så skal du indstille dig på, at der fra på mandag og frem til august, vil være lidt ændrede forhold.

Kommunen sætter nemlig turbo på renoveringen af broen, og derfor bliver kørebanerne reduceret fra fire til to spor, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Arbejdet er en del af en større renovering af belægningerne, som gik i gang sidste år, og som - efter planen - skulle strække sig over en fireårig periode med anlægsarbejder i sommerferieperioden 2019, 2020, 2021 og 2022.

Nu vælger kommunen så at benytte det mulige momentum, som corona-krisen har affødt, og sætter turbo på projektet, så der 'spares' et anlægs-år, og trafikanterne slipper for gener fra vejarbejdet i 2022 på Limfjordsbroen.

- Vi har valgt at fremrykke projektet, så vi populært sagt snupper to etaper i et hug og færdiggør hele den vestlige side af broen her i 2020. Det er et arbejde, der efter planen, skulle have været gennemført i 2020 og i 2021. Vi kan konstatere, at der lige nu er meget lav trafikmængde på broen. Derfor forventer vi en rigtig god fremdrift i arbejdet - ja faktisk så god en fremdrift, at vi har valgt at lægge de to etaper sammen, så vi ikke skal genere trafikanterne i sommeren 2022, forklarer afdelingsleder i By- og Landskabsforvaltningen Henrik Jess Jensen, og tilføjer:

- Vores trafiktællinger viser, at der på en 'almindelig' hverdag kører omkring 30.000 biler på Limfjordsbroen. Mit bud er, at der p.t. er 6-8.000 biler på broen. Og selv med regeringens beslutning om at lukke samfundet gradvist op, vil der gå lang tid, før vi er oppe på den trafikmængde, som vi normalvis kender på Limfjordsbroen. Derfor rykker vi igennem nu, hvor muligheden er der, fortæller afdelingslederen.

Kommer du på cykel eller gåben kan du kun benytte fortov og cykelsti i broens østlige side. Der etableres en skiltning, hvor ruter for cyklister og fodgængere anvises. Det anbefales, at disse anvisninger følges for at sikre, at der ikke opstår farlige situationer på broen.

I forbindelse med gennemførelsen af arbejdet vil alle normale køretøjer kunne passere broen. Det vil dog ikke være muligt for brede transporter af passere broen. Dette betyder bl.a., at brede landbrugsmaskiner ikke kan passere broen i denne periode.

Arbejdet forventes afsluttet i uge 32, dvs. mandag 9. august, inden skolerne starter igen.

Annonceret indhold

Nyeste