Det var kærlighed ved første blik, da pigen hentede sin jule-elefant og resten af sin pakkekalender hjemme hos Lise.
Livet her

Lise tog en uges fri for at pakke 863 gaver ind til udsatte børn

Sygeplejersken brugte en uge på at indsamle, indpakke og uddele 36 pakkekalendere til udsatte familier

09. december 2022 kl. 17:57

AALBORG: Da hun så den store elefantbamse med det hvide gavebånd om halsen, fik den instinktivt et stort kram.

Pyt med at den ikke var pakket ind, det var kærlighed ved første blik.

Episoden udspillede sig i døråbningen hjemme hos Lise Pernille Overby, og er bare en af mange, hun oplevet i dagene op til 1. december.

Har pakket 863 gaver ind

Til daglig er Lise Pernille Overby sygeplejerske og mor til tre. Men i november tog hun en uge fri for at hellige sig arbejdet som indsamler, indpakker og uddeler.

- Jeg har i flere år været med til at samle alt muligt ind til familier, som ikke har så meget, og nu er det så blevet til at vi laver pakkekalendere til børn, hvis forældre ikke har ressourcerne til at lave dem selv, siger Lise Pernille Overby.

Hun bruger Facebook-grupper i Gug og Visse til at komme i kontakt med familier, der gerne vil donere deres brugte legetøj, og så indretter Lise familiens stue til en pakkecentral, hvor hendes egne børn på 5 år, hjælper med at pakke gaver ind.

I år blev der indsamlet legetøj nok til 36 pakkekalendere med 24 pakker, så det kræver rigtig mange timer, at få dem pakket pænt ind.

- Det er på en måde blevet et familieprojekt, og så har jeg en veninde, som også kommer og hjælper med indpakningen, siger hun.

- Det er sjovt, og det er lidt som om, vi sidder midt i julemandens værksted.

De smukke øjeblikke

For Lise handler det hele om at give noget godt videre. Til gengæld får hun lov til at opleve en masse små og smukke øjeblikke.

- Det er fantastisk, når der kommer et barn og afleverer sit gamle legetøj for at give det videre, og når jeg ser øjnene på de børn, der får en pakkekalender. Folk er så taknemmelige, og det er virkelig smukt at få lov at opleve.

Lise kommer i kontakt med de udsatte familier via nettet, og kan man af den ene eller anden grund ikke komme og hente kalenderen, kan man få den leveret.

Og behovet er stort, fortæller Lise.

- Som situationen er nu, er mange blevet frustrerede og desperate, så det er fantastisk at kunne gøre noget for de familier, der har allermindst. Det er bare en dråbe i havet, men hvis vi alle sammen hjælper lidt, så gør det en forskel, siger hun.

Annonceret indhold

Nyeste