Live-musikken lever langt oppe nordpå

KLUMME: De fleste musikere og kunstnere kender det: Kan I ik' liii' optræde gratis, det er jo go' eksponering for jer? Nogen gange har man lyst til at råbe: Tak for lort, ka' vi ik' bare få pengene? Man kan jo som bekendt hverken leve af kærlighed, kildevand eller klapsalver.

Sådan er det heldigvis ikke, når Studenterhuset i Aalborg præsenterer 24 nordjyske bands på tre scener under navnet Way Up North. Her får bands og artister nemlig både honorar og eksponering, en scene med professionel lyd og lys, et backstagerum med øl og sandwiches og et betalende publikum. Derudover er der inviteret bookere, branchefolk, presse og repræsentanter fra spillesteder, som kan tage på en to-dages musikalsk talentspejderlejr lige midt i Ålleren.

Det glæder altid mit gamle gøglerhjerte, når total original lokal musik bliver taget alvorligt, og det nordjyske vækstlag bliver stimuleret og får noget velfortjent opmærksomhed.

Det var en af grundene til, at jeg havde takket ja til at være konferencier på festivalen, som utrætteligt har præsenteret nordjysk live-musik i alle afskygninger siden 2004.

Jeg mødte op på Studenterhuset en tidlig fredag aften i marts og hookede op med de to øvrige konferenciers. Vi blev enige om, at fordele scenerne mellem os efter skæglængde, således at radioværten Carsten Holm fik den store scene i salen, jeg nappede caféscenen og poetry slammeren Mark Jensen-Skovgaard tog sig af stargaten ovenpå.

Backstagerummet summede af hygge og forventning. Et sjovt sammensurium af heavyrockere, sangerinder, 80'er-typer med bukserne oppe om navlen og lange øreringe, rockstjernespirer i lange frakker, rappere, et gymnasielærer-band og tatoverede punkrockere klædt i sort. Way Up North er ikke bare en mulighed for at spille sin musik, men også en chance for at høre og networke med andre musikalske nordjyder.

Selvom jeg har været en del af musikscenen i Nordjylland siden mit første punkband i slutfirserne, bliver jeg altid overrasket over de mange nye, spændende navne, jeg ikke har stiftet bekendtskab med før – ukendt latent talent.

Laura Lilholt fra Gistrup har det musikalske projekt Angående Mig, som laver ærlig, dansksproget musik med fortællelyst, store nosser og en stemme der er svær at glemme. The Florines syrerockede deruda' i storblomstret 70'er-outfit, selvlysende flamingoer og en charmerende, insisterende fandenivoldskhed, som fik hele salen til at rocke. Den karismatiske rapper Emmanuel fra hiphopgruppen Stigma fyrede et tændt, højenergisk show af med vild lyrik og ligeså vilde moves. Bjarke Kirk er en underholdende singer-songwriter, der med guitar og fortællinger spiller et set med ”lidt sjov og lidt med døden”. Fetus in Fetu spiller en røvfuld dødsmetal og har medbragt både bollefår og lolitadukke på scenen, og ungpigerne i elektropop-duoen Siro synger følsomme tostemmige sange.

Dengang jeg var ung, skulle man skynde sig at flytte til København eller Århus, hvis man 'ville være noget ved musikken'. Nu er magneten blevet positiv, og folk som de ørepropdroppende punkrockere Out of Bounds, og den esbjergensiske rapper Sanganee, er flyttet til Nordens Paris - Aalborg. Sidstnævnte har stjålet sin fars gamle jazzplader og samplet dem til nye boom bap rapnumre, der får alle hænder i vejret.

Way Up North er en vigtig platform for den lokale livemusik og har gennem tiderne præsenteret bands som Oh No Ono, The Blue Van, Figurines og Thee Attacks - inden de fik et større gennembrud – og mon ikke der bliver føjet flere til listen?

Der er i hvert fald seks af årets bands, som bliver udvalgt til at spille på Spot Festival, og en lille håndfuld artister bliver også håndplukket til at repræsentere Nordjylland på musikbranchefestivalen Reeperbahn i Hamburg. Det er da endnu et skridt på vejen...

Jeg glæder mig i hvert fald over, at levende musik lavet af levende mennesker lever i bedste velgående, og med stor originalitet og alsidighed, her langt oppe nordpå.