
37-årig er nu tiltalt for drabet på Mia
En 37-årig mand er nu tiltalt i sagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn
AALBORG: Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi har onsdag rejst tiltale i sagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Dermed er den 37-årige mand - der i over et år har siddet varetægtsfængslet - nu formelt tiltalt.
Indholdet af anklageskriftet mod den 37-årige er dog fortsat ukendt, da pressen ikke har mulighed for at få indsigt i anklageskriftet før syv dage efter, at den tiltalte har fået forkyndt anklageskriftet.
Dræbt efter bytur
Drabet på den 22-årige sygeplejerskestuderende rystede hele landet i starten af februar sidste år.
Hun forsvandt sporløst efter en bytur i Jomfru Ane Gade om morgenen 6. februar, hvor hun satte sig ind i en bil på Vesterbro.
Efter flere dages intens efterforskning, blev den 37-årige først anholdt og siget for drabet, og dagen efter fandt politiet Mias lig i Dronninglund Storskov.
Efterforskningen af drabet på Mia har været en af de mest omfattende hos Nordjyllands Politi.
Der er også afsat hele ni retsdage til sagen, der kommer til at køre fra 7. til 29. juni ved Retten i Aalborg.
