Aalborgs nye pantstation i stykker: - Vi har et vigtigt budskab
Allerede under en uge efter åbningen var den gal på den topmoderne pantstation i Aalborg.
På Aalborgs tidligere pantstation var der ofte problemer. Både når der skete tekniske fejl, og når stationen skulle tømmes fire gange om dagen.
I sidste uge åbnede en spritny station på Nibevej 18 i City Syd, og med den skulle problemerne helst være historie.
Sådan er det ikke helt gået.
Første dag i aktion, mens Nordjyske var på besøg, havde stationen et mindre driftsstop, og mandag morgen var den gal igen.
I knap to timer mandag formiddag har pantstationen været ude af drift, og det er der en god forklaring på, fortæller kommunikations- og brandingchef hos Dansk Retursystem, Anne-Mette Bundgaard Sørensen.
- Nedbruddet skyldtes bl.a., at der desværre er hældt søm og skruer ind i pantstationen, hvilket de tekniske dele ikke kan klare, da maskineriet nu engang kun er designet til at håndtere flasker og dåser, fortæller hun.
Hun forklarer, at reparatører siden kort efter nedbruddet har været i gang med at reparere stationen, og den har siden cirka kl. 12 været åben igen.
Reparatørerne bliver ifølge Dansk Retursystem ved stationen et stykke tid for at sikre sig, at den igen kører, som den skal.
- Det er sandsynligt, at det er hældt i med emballager. Det er typisk det, vi oplever, og det er et vigtigt budskab for os at få ud, at det er kun pant, der skal i dem, for maskineriet kan altså ikke holde til, at man smider søm og skruer i den, siger Anne-Mette Bundgaard Sørensen.
Pantstationen er i drift igen mandag over middag og er åben mellem 10-18 alle dage.