
Adgang til populært vartegn risikerer at lukke: Det vil være uheldigt
Aalborg Kommune foreslår helt at fjerne tilskuddet til Aalborg Tårnet, der dækker driften af elevatoren
Det er et særdeles synligt vartegn nærmest uanset set, hvor man befinder sig i byen.
Årligt er der også 30.000 gæster der besøger Aalborg Tårnet, men det kan måske være fortid, hvis Aalborg Kommunes budgetforslag føres ud i livet.
For et af spareforslagene går ud på helt at fjerne de midler, der er afsat til Aalborg Tårnet, der ejes af Det Broderlige Skydeselskab.
Drift af elevator
Det drejer sig om 100.000 kr., der skal spares væk fra 2025, og som primært går til driften af elevatoren.
Kommunen skriver selv om konsekvenserne i budgetforslaget, at "hvis ejerne af Aalborg Tårnet overtager udgiften, vil det ikke få nogen konsekvenser for borgere og turister. Overtager ejerne ikke udgiften vil det få betydning for adgangen til tårnet".
- Uheldigt
- Det vil være rigtig uheldigt, og derfor må vi lige ind og se, hvad vi kan gøre, og vi skal have dialogen med dem, siger by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen.
Formanden for bestyrelsen for Det broderlige Skydeselskab, Poul Christian Petersen Bach har ingen kommentarer.