Det bliver ikke, som vi er vant til, når populære julelys vender tilbage i midtbyen
- Vi skal finde balance mellem at spare og give især børnene noget at glædes over, siger initiativtager
AALBORG: Skal, skal ikke.
Den overvejelse går igen rigtig mange steder i øjeblikket – for er det egentlig nødvendigt med julelys i bybilledet, når energikrisen raser, og vi alle mærker, at det er blevet dyrere at få hverdagen til at hænge sammen.
Ja – er svaret fra Hans Andersen, direktør i City-Ejendomme Aalborg, der dog ikke lægger skjul på, at det er en svær beslutning i en tid med bekymringer og begrænsninger.
Derfor hænger han lys op på markante facader i midtbyen igen i år som de senere år, fordi man har sparet andre steder.
Blandt andet i Havnehuset, som City-Ejendomme Aalborg deler med et advokatfirma og Restaurant Fusion, er driftstiden på ejendommens køleanlæg reduceret med næsten 50 procent i forhold til tidligere år.
- Vores andel af besparelsen har vi valgt at anvende til den årlige julepynt. Vores julepynt er også af nyere dato, hvor energiforbruget er meget lavt, siger Hans Andersen.
Han understreger også, at der på mere end en måde kan være brug for lys i en mørk tid.
- Vi har fokus på, at julen også er børnenes fest, en tid de ser frem til med glæde. Børnefamilier nyder at komme på julemarkeder, se juleudstillinger og nyder en julepyntet by, siger han
- Børnene bliver involveret i de daglige besparelser, der er i børnehaver, skoler m.v., og de fleste børn har hørt om krigen i Europa med dens utryghed og følger.
Alt er dog ikke helt som det plejer i midtbyen op til jul, for Hans Andersen fortæller, at han følger samme linje, som Aalborg City tidligere har meldt ud.
- Dermed bliver det anderledes i år, for ligesom hos cityforeningen planlægger vi denne gang, at julepynten kun er tændt fra klokken 16 til 21, siger han og understreger:
- Spidser situationen til herhjemme og bliver der opfordret til yderligere begrænsninger, følger vi naturligvis trop og handler derefter.
Du kan se juleudsmykningen på flere af City-Ejendomme Aalborgs markante bygninger; Østerågade 5 og 6 samt Østerågade 17 samt 19-21.
Det er planen, at julelysene bliver tændt midt i november.