
Du kan godt glæde dig: Der kommer julelys i Aalborg
Men oplevelsen i byens gader vil blive anderledes, end den plejer
AALBORG: I en tid, hvor alt stiger - fødevarer, energi og renter - er der masser at bekymre sig om.
Og tanken om, at det på et tidspunkt bliver jul, kan næsten føles uoverskuelig.
Men julestemningen kommer til at brede sig i Aalborgs gader, lover Aalborg City nu.
- Vi synes, at vi alle fortjener, at der kommer lidt lys og glæde den kommende jul. Det tror jeg, vi har brug for, siger citychef Jes Asmussen.
Foreningen har derfor besluttet, at den velkendte julebelysning på trods de generelle sparetider, kommer op at hænge.
- Vi har kigget på det og diskuteret frem og tilbage. Og beslutningen er, at vi planlægger jul på samme måde, som vi plejer, siger han.
Et dilemma
På et punkt vil julepynten dog afsløre, at vi lever i anderledes tider. For hvor julepynten andre år er tændt 24-7, bliver der sat restriktioner på ved denne højtid.
- Lige nu er beslutningen, at vi tænder det fra f.eks. kl. 16-21. Selv med de høje elpriser vil det betyde, at vores udgift til lyset er lavere end andre år, siger Jes Asmussen.
Han understreger, at cityforeningens nyere julelys er LED og derfor med hans egne ord bruger forbavsende lidt strøm.
- Men egentlig er det heller ikke så meget et spørgsmål om økonomi, som det er signalværdien. Vi er fuldt ud bevidste om, at der er et dilemma i, at vi alle bliver opfordret til at spare, og vi så samtidig har julelys, siger han og tilføjer, at det tager så lang tid at sætte julebelysningen op, at man er blevet nødt til at tage et valg nu.
- Og kommer vi i en egentlig mangelsituation, kan det godt være, at vi bliver nødt til at sige, at vi så slet ikke tænder på kontakten, siger han.
Julelyset i Aalborgs gader bliver - efter planen - tændt 11. november.