Emil Kiilerich Fredensvang har fungeret som formand for det lille byggesjak - en opgave han har været rigtig god til, fortæller instruktør Claus Theil Andersen.
Livet her

Emil og hans venner mangler en læreplads - nu bygger de møbler til Salling

Tømrerlærlinge viser deres færdigheder frem på Salling Rooftop

02. november 2022 kl. 20:04

AALBORG: Et par centimeter. Så lille kan forskellen mellem ærgrelse og succes være.

I dette tilfælde ender det heldigvis med det sidste - succes. For fire unge tømrerlærlinge fra Aalborg har netop fragtet flere ugers arbejde op gennem Sallings p-hus med absolut mindste margin.

- Da vi skulle køre ind, kunne det simpelthen kun lige lade sig gøre. Der kom vi lige til at svede lidt, men det gik, og sådan noget er der jo også læring i, at man skal huske at måle, at ens ting kan komme ind, fortæller Claus Theil Andersen, der er skoleoplæringsinstruktør på TechCollege.

Det meste af arbejdet med hytterne er foregået under tag på TechCollege i Nørresundby.

Omkring ham er Emil Kiilerich Fredensvang og Rasmus Krogh Blok i gang med at rette det sidste til på én af en håndfuld overdækkede borde- bænkesæt eller små hytter, som du fra på fredag, 4. november, kan sætte dig til rette i ved Salling. Som en del af stormagasinets nye satsning Winter Lodge bliver en del af Rooftop nemlig lavet om til et magisk juleunivers med masser af gran, lanterner, duft af æbleskiver og altså de overdækkede siddepladser. Et par tilsvarende hytter kommer til at stå ved det lille torv foran Sallings bager i Algade.

Giver selvstændighed

Sammen med Andrious Salim og Gustav Krüger har Emil og Rasmus skullet løse opgaven med at bygge hytterne og en bar til Rooftop - fra planlægning, opmåling, modelbygning til det færdige produkt, som de kan vise frem.

- Det er de samme processer, de har skullet igennem, som hvis man skulle bygge et hus. Her er det bare i lidt mindre skala, siger Claus Theil Andersen. 

Han fungerer rent praktisk som mester for de fire og resten af den større gruppe tømrerlærlinge, der lige nu står uden læreplads. De fleste har mistet deres plads i en virksomhed af økonomiske årsager - f.eks. et typehusfirma, der ikke har mere arbejde, eller en arbejdsplads, der har måttet skære ned eller sågar er gået konkurs. På TechCollege får de så en midlertidig skolepraktikplads for at undgå hul i deres praktikforløb.

Emil Kiilerich Fredensvang, Rasmus Krogh Blok, Andrious Salim og Gustav Krüger er enige om, at det var været en både sjov og lærerig opgave at lave dele til Sallings Winter Lodge.

- Lige nu er 60 tilknyttet os - nogle er på skole, andre er på forskellige projekter, som det her til Salling. Ved at lave den slags får eleverne masser af praktisk erfaring og noget at vise frem, når de skal videre ud til en ny praktikplads, forklarer han.

- Det giver en masser selvstændighed at arbejde med det her. Vi skal klare opgaven selv på en anden måde end vi skal på en arbejdsplads, fortæller Rasmus Krogh Blok og bliver suppleret af Emil Kiilerich Fredensvang:

- Jeg har fået mere ansvar og synes, jeg lærer mere her, end end jeg ellers ville. På en arbejdsplads ville jeg typisk kun lave lofter og gulve, og det bliver hurtigt meget ens, siger han. 

Claus Theil Andersen er skoleoplæringsinstruktør på TechCollege og fungerer rent praktisk som mester for eleverne i skolepraktik.

Som Legoklodser

Emil er længst i uddannelsen og har fungeret som formand for det lille hold, og at dømme efter snakken og smådrillerierne mellem de fire, så har de haft det sjovt med opgaven.

- De har været rigtig gode til at deles og løse udfordringerne sammen og Emil har haft godt styr på det hele, understreger Claus Theil Andersen, og udsagnet udløser straks lidt fnisen og pufferi på værkstedet. 

- Vi hører ofte dårlige historier om det her skolepraktik, men vores erfaring er, at det fungerer rigtig godt. De bliver virkelig dygtige og lærer lige så meget om at begå sig, som de ville gøre på en byggeplads, det gør vi alt for, siger han.

En stor del af det træ, som Rasmus Krogh Blok og de tre øvrige har brugt på opgaven, er genbrug fra tidligere svendeprøver. 

Med julehytterne færdige skal de fire videre til andre opgaver de kommende dage. Emil skal samle en bålhytte og lægge tagpap på, mens en anden skal lave en kanonvogn til Aalborg Kanonlaug.

- Alt ved det her fag er faktisk sjovt. Jeg tænker på det som at bygge med Legoklodser, siger Gustav Krüger.

De store overdækkede borde- bænkesæt bliver lejet ud til Salling. Efterfølgende skal de sælges. 

Winter Lodge på Salling Rooftop er åben fra 4. november til 30. december.

Køreturen op til Salling Rooftop med delene til hytterne blev lidt for spændende for de fire lærlinge - men med to centimeters margin gik det. 

Se også
En magisk forvandling: Salling Rooftop bliver fyldt med julestemning i helt særligt vinterlandskab
Annonceret indhold

Nyeste