
En magisk forvandling: Salling Rooftop bliver fyldt med julestemning i helt særligt vinterlandskab
Du kan se frem til masser af julehygge og stemning i den kommende Winter Lodge
AALBORG: Er du bare vild med julen – og den helt særlige stemning op til højtiden i vores julepyntede by? Så er der godt nyt til dig, for Salling Rooftop er klar med en stor nyhed, der går lige i hjertet på enhver juleelsker.
Den i forvejen meget populære Rooftop bliver nemlig snart forvandlet til en Winter Lodge.

- Det bliver som at træde ind i et helt særligt og magisk juleunivers. Vi laver en hyggelig terrasse med hytter, vi pynter med gran, og man bliver mødt af duften af gløgg og de hjemmelavede æbleskiver, vi står og laver på en kæmpe pande, siger chefdekoratør Mette Kringel.
- Og så stiller vi overdækkede borde- og bænkesæt op, hvor der er varmeblæsere samt skind og puder på sæderne, så gæsterne ikke kommer til at fryse.
Læg dertil blandt meget andet juletræer, lys og lanterner - og det som rigtig mange uden tøven kalder Aalborgs bedste udsigt.
- Vi laver Winter Lodge for også at udnytte vores fantastiske uderum om vinteren og give vores gæster et helt nyt stemningsfyldt byrum, siger Mette Kringel.
- Det er vigtigt for os at lave noget, der skaber en hyggelig stemning i de to julemåneder.
Noget, der også giver rigtig meget mening for Salling, er, at hytterne og borde/bænke-sæt bliver lavet i samarbejde med elever fra TechCollege, som er i skolepraktik, fordi de ikke har fået en læreplads.
- Jeg fik idéen til et samarbejde, fordi de er i skolepraktik i Nørresundby, hvor jeg bor, og jeg kan se, hvad eleverne laver, når jeg går tur med hunden. Og de er virkelig dygtige, siger Mette Kringel.
- Så jeg tænkte, at Winter Lodge kunne være et sjovt projekt for dem, og nu er de med i hele processen. På Rooftop får eleverne et udstillingsvindue, og vi håber, det giver nogen af dem en læreplads. Her får de i hvert fald mulighed for at vise sig frem for rigtig mange gæster.
Mette Kringel arbejder også på noget helt særligt til Winter Lodge, som slet ikke er set i byen før.
- Vi håber på et stort jernstativ, med et bord i midten og fire gynger, hvor man kan sidde og få en gin & tonic.
Og at det er det, du kan købe i barhytten, er ikke noget tilfælde, for Winter Lodge er et samarbejde med Fever Tree, der netop laver tonic til gin.
I øjeblikket er Mette Kringel og Rooftop Manager Camilla Mortensen godt i gang med de sidste forberedelser.
- Vi glæder os rigtig meget til at byde gæsterne velkommen og give dem en oplevelse og muligheden for at hygge sig med masser af julestemning, duftene og udsigten, siger Mette Kringel.
Winter Lodge på Salling Rooftop er åben fra fredag 4. november klokken 10 og indtil 30. december. Åbningstiderne følger stormagasinets.