Fortsat kritik af vejændring
Politikere er heller ikke sikre på, at det er nødvendigt at lave så meget om på Kastetvej
Trafikforsker Anker Lohmann-Hansen er ikke alene med sin kritik af de ensretninger, vejlukninger og andre gennemgribende ændringer, banerne til den ny Plusbus har medført flere steder i Aalborg. Især ikke når det gælder Kastetvej i Vestbyen.
Byrådsmedlem Peter Larsen (SF), der selv bor i bydelen, mener for eksempel, at der er gået "lige lovligt drastisk" til værks på den centrale bolig- og handelsgade.
- Vi støtter selvfølgelig op om hele Plusbus-projektet - det skal der ikke være nogen tvivl om. Men der er måske lavet nogle lidt for drastiske foranstaltninger, for er det nu nødvendigt med alle de sidegade-lukninger og ensretninger og fjernede parkeringspladser for at fremme fremkommeligheden, siger han.
Peter Larsen peger blandt andet på, at tidsgevinsten ved at begrænse den øvrige trafik på er minimal, og derfor vil han gerne være med til at se på de sidegader der er lukket og omfanget og antallet af ensretninger.
- Det er måske noget, vi skal kigge lidt på, selvom vi selvfølgelig skal have det Plusbus-projektet afsluttet og lavet de anlæg, der er brug for. Men jeg synes også, vi bliver nødt - henad vejen - at se på, om vi simpelthen er gået for drastisk til værks med nogle af de foranstaltninger, der er lavet, forklarer han.
Ifølge Vibeke Gamst (K) har aldrig lagt skjul på, at hun ikke synes, Plusbussen skal starte i Vestbyen.
- Det store transportbehov er jo mellem rutebilstationen ved Kennedy Arkaden og Aalborg Øst. Det er der vi hver morgen kan se en lang kø af studerende, som venter på bussen, og derfor har jeg også hele tiden ment, det er en misforståelse, at sende Plusbussen gennem Boulevarden og Vestbyen. Også fordi jeg selv har været på studietur og set hvor lange de er, og hvor meget de fylder, forklarer hun.
Gamst er blandt andet bekymret for de rystelser de store busser vil medføre, og i forhold til Vestbyen betegner hun linjeføringen som "en misforståelse".
- Det er jo slet ikke der, det store transportbehov er, og der er heller ikke plads plads nok på Kastetvej, hvor det er ved at smadre det specielle miljø med små butikker, der faktisk så ud til at klare sig godt. Og det synes jeg altså er ærgerligt, understreger hun.
I modsætning til Peter Larsen tror Vibeke Gamst dog, det er for sent at gøre noget ved situationen.
- Vi har jo allerede brugt umådeligt mange penge på projektet, og derfor kan man kun håbe, at Plusbussen bliver en succes, selvom jeg har mine tvivl, tilføjer hun.