I disse dage kommer der masser af farver på Vestbyen.
Livet her

Graffitimalere har fået flere hundrede meter (lovlig) mur at male på

På få dage er 300 meter grå beton i Vestbyen forvandlet til masser af farver 

18. november 2022 kl. 17:42

AALBORG: Det kan godt være, at vejret i november er gråt i gråt. Men i Vestbyen kommer der i disse dage fuld smæk på farverne.

Byens mange graffitikunstnere har nemlig netop fået et nyt lovligt lærred i form af den over 300 meter lange mur langs Racing Arena Aalborg på Vestre Kærvej. 

- Der har virkelig været aktivitet de seneste dage. Vi er så begejstrede og har savnet at have et sted at stå og jamme og laver noget sammen - både de helt unge og os lidt ældre, forklarer Jonny Hefty aka Jakob Ørom, der er en af initiativtagere til den nye graffiti-legeplads. 

Både unge og ældre graffitikunstnere har de seneste dage haft travlt med at sætte farver på det nye gadegalleri. 

Allerede for halvandet år siden spurgte han travbanen om lov til at male på muren - set i lyset af, at Karolinelund var under ombygning og en stor del af murene forsvandt. 

- De syntes, det var en rigtig god idé, men da travbanen lejer grunden af kommunen, skulle beslutningen der omkring, siger han. 

Oplærende og opdragende

Nu er tilladelsen i hus, og siden sidste weekend har man kunnet boltre sig på muren med farver og spraydåser. 

- Det meste af muren var ubemalet fra starten, men allerede nu er der lavet sindssygt meget. Vi kan se, at der er kommet en helt ny generation af unge drenge, der er mødt op og har stået side om side med nogle af byens bedste, siger han med reference til veletablerede navne som blandt andre Burnon og Lars Pank. 

- Der er en både opdragende og oplærende effekt i det. De helt unge lærer nogle fif af de ældre, og de hører også lidt om, hvordan man bør opføre sig, og at man skal lade være med at lave noget ulovligt, fortæller Jonny Hefty.

Det er Jonny Hefty, der er en af initiativtagerne til graffitimuren, derfor skal der selvfølgelig også være en Muggen Ræv.

Han roser kommunen for faktisk at have lyttet til miljøets behov for mere plads til at male på og samtidig forskønne det, der tidligere bare var en grim grå mur.

- Der er de seneste år kommet en helt anden stemning omkring graffiti i byen. Folk er interesserede, og vi hører aldrig noget negativt mere. Jeg tror blandt andet, at miljøet omkring Karolinelund har gjort, at mange har mødt os i øjenhøjde og har oplevet, at vi i bund og grund bare er nogle flinke unge mennesker, der vil lave kunst, siger han og tilføjer:

- En bekendt fra graffitimiljøet på Sjælland skrev forleden til mig i forbindelse med, at den nye mur blev offentliggjort, at vi igen er lysår foran alle andre her i Aalborg. Det er da fedt, siger han. 

Det er foreløbig kun muren langs Vestre Kærvej, man må male på. Jonny Hefty håber dog, at graffitimalere også med tiden kan få lov at bruge betonmuren ud til Skydebanevej. 

- Det her er en gave til malerne, men det er i høj grad også en gave til dem, der kan lide, at der er nogle farver at kigge på i byen.

Annonceret indhold

Nyeste