
Henriettes datter kørte i busgraven, men får ingen bøde for det
Nu vil Henriette Badsberg Jensen have busgraven op til debat
AALBORG: Da man rundede de 300.000 kroner, stoppede man med at gøre skaderne op på Henriette Badsberg Jensens totalskadede bil, efter den havde været en tur i den nye busgrav på Kastetvej.
Datteren havde lånt den henover julen, og egentlig skulle datteren bare have afleveret sin kærestes søster i Vestbyen.
Og så gik det galt.

- Min datter bor i København, så hun var ikke bekendt med den nye udvikling på Kastetvej, fortæller Henriette Badsberg Jensen.
- Bagefter kunne hun godt se, at hun havde overset skiltene. Men der er jo ikke nogen, der gør det her forsætligt.
Mange er uheldige
Henriettes datter er langt fra den eneste, der har været kørt i busgraven i de par uger, Kastetvej har været åbnet.

I Facebook-grupperne Busgraven på Kastetvej og Hullet på Kastetvej er 15-20 forskellige bilister kørt i, hvilket gruppens brugere dagligt har kunnet dokumentere med billeder.
- Derfor synes jeg, det er vigtigt at starte en debat om, hvad der er af materielle og personlige omkostninger ved at lave sådan nogle anlæg som her.
- Jeg synes, det er helt ude af proportioner. Der er noget, der slet ikke hænger sammen, siger hun og henviser til de mange andre tilfælde, hvor bilister er kørt i den nye busgrav på Kastetvej.
Vil belyse problemet
Henriette Badsberg Jensen sætter blandt andet spørgsmålstegn ved busgraven som et Aalborg-fænomen.
For det er ikke bare på Kastetvej, den har været gal.
Også i Bornholmsgade er mange kørt i busgraven gennem årene, og ude i Gigantium har op til tre biler været kørt i busgravene derude på én og samme dag.
- Er det her et fænomen, vi ser i andre byer? spørger Henriette Badsberg Jensen, og konstaterer, at hendes datter for eksempel sjældent støder på busgrave i København, hvor hun bor til dagligt.
- Det kunne være interessant at undersøge - og så holde de omkostninger op mod det, den nye busgrav allerede har givet i private skader og busforsinkelser.
Ingen bøder endnu
I første omgang blev Henriette Badsberg Jensens datter sigtet for at overtræde færdselsloven, men senere droppede Nordjyllands Politi sigtelsen, fortæller hun.
Hvorfor ved Henriette Badsberg Jensen ikke, og det samme gør sig tilsyneladende gældende for Nordjyllands Politi, da Nordjyske foreholder dem sagen.

Dog fortæller Jess Fallberg - som er leder af den operative færdselsafdeling i Nordjyllands Politi -, at der ikke er registreret mange hændelser fra busgraven på Kastetvej. Formentlig fordi folk selv er kommet relativt hurtigt op af hullet igen.
Kører man i, kan man dog blive sigtet for at køre i en busgade samt blive pålagt en bøde på 1500 kroner, men det har endnu ikke været nødvendigt, vurderer han.
Forsætter problemerne vil han dog ikke afvise, at politiet vil føre kontroller ved busgraven.