Her åbner der en ny tankstation
Arbejdet med at bygge nyt anlæg er netop gået i gang
AALBORG: Hvis du foretrækker OK, når du skal tanke og vaske bilen, så får du snart en ny mulighed.
De store entreprenørmaskiner er nemlig gået i gang med forarbejdet til det, der inden for nogle måneder bliver et nyt, stort vaske- og tankanlæg.
Anlægget, som kommer til at bestå af to vaskehaller, en tankstation med fire "pistoler" og to lynladere på hver 300 kW, ligger mellem McDonalds og Burger King i den sydlige del af Svenstrup ved motorvejsafkørslen.
- Vi har undersøgt området, og vi vurderer, at det er en god business case at placere et topmoderne anlæg ved motorvejsafkørslen ved Svenstrup, som jo må siges at være et trafikalt knudepunkt, siger Rasmus Boserup, der er kommunikationschef i OK.
Han tilføjer, at lynladerne, som er af den kraftigste slags, får i alt fire ladepunkter, sådan at der kan oplades op til fire biler på samme tid med 150 kW.
Der er endnu ikke sat en nøjagtig dato på, hvornår det nye tankanlæg er færdigt. Men Rasmus Boserup forventer, at det vil være klar til at tage imod bilister umiddelbart efter skolernes sommerferie.
Opgaven med at bygge anlægget på Skjoldet i Svenstrup er i øvrigt lagt i hænderne på flere nordjyske håndværksvirksomheder - blandt andre Vrå Varmesmedie og Vittrup Byg.