
Her kan ejere af elbiler se frem til 40 nye ladestandere
Med de nye ladepladser markerer Region Nordjylland sin ambition om at være med helt fremme, når det gælder om at tilgodese kørsel med elbiler
AALBORG: Der kommer gradvist flere og flere ladestandere til gavn for bilejere med elbil.
Og nu skrues der endnu en tak op for den service, der gør det lettere for bilister med elbil at hælde kilowatt på deres køretøj.
Det er butikscentret Shoppen i City Syd, der oplyser, at det har indgået en aftale med selskabet E.ON Drive Infrastructure om etablering af 40 nye ladepladser inden årets udgang.
Dermed sættes der endnu engang en streg under ambitionen i Region Nordjylland om at tilgodese bilister med elbil.
Det siger Anders Krag, som er administrerende direktør i E.ON Drive Infrastructure Denmark, i en pressemeddelelse.
- Region Nordjylland har i forvejen fart på etableringen af ladestandere, men der er stort behov for flere, så vi er glade for det nye samarbejde med Shoppen Aalborg.
Region Nordjylland fik 389 nye offentlige ladepunkter fra første kvartal 2022 til første kvartal 2023. Det bragte Nordjylland op på 797 offentlige ladepunkter.
Det er en stigning på 95 procent, og Regionen har dermed den næststørste fremgang på landsplan.
Det nye anlæg udenfor Shoppen kommer til at bestå af otte lynladepladser og 32 byladepladser.
- Med lynladerne kan man blive ladt op på under en halv time, så det er løsningen, hvis man kun er på en kort shoppetur. Med byladerne tager det omtrent fire timer, så vi håber, at folk vil tage godt imod en undskyldning for at udvide shoppeturen med et restaurantbesøg og en ekstra kop kaffe, siger Anders Krag.
Handl og lad op
Hos butikscentret Shoppen glæder man sig til at få de nye ladepladser gjort klar og ser flere fordele i samarbejdet med E.ON Drive Infrastructure.
- Der kommer flere og flere elbiler, så for os er det en god service, at vores kunder kan lade op, mens de handler hos os. Samtidig håber vi da også, at det vil betyde, at flere bliver fristet af at aflægge os et besøg, når de alligevel skal have strøm på bilen, siger center manager Arne Schmidt fra Shoppen Aalborg.
Mens planlægningsarbejdet har været i gang i nogle måneder, forventer E.ON Drive Infrastructure, at det fysiske anlægsarbejde bliver sat i værk i tredje kvartal af 2023.