Sebastian Mysager vil kickstarte sin juleglæde ved at tilbyde sig selv som julemand for børnefamilier Juleaften.
Livet her

Julens magi forsvandt for Sebastian: Sådan får han den igen

Som 21-årig er glæden ved julen efterhånden ikke den samme længere for Sebastian. Nu vil han have magien tilbage

08. december 2022 kl. 12:41

AALBORG: - Hohoho, skriver Sebastian Mysager i et glad og energifyldt opslag på Facebook, hvor han tilbyder sig selv som julemand.

Han har besluttet sig for at klæde sig ud og besøge så mange børn og deres familier som muligt den 23. og 24. december.

- Min plan er at kunne nå måske 20 familier på en dag og aften - og så koordinere med familierne, om jeg skal give en af gaverne, der ligger under juletræet i forvejen, eller om jeg skal have julegodter med, siger den 21-årige HHX-student.

- Jeg tror, jeg vil få et kick ud af at se børnene og familiernes glæde ved at få besøg af julemanden, siger Sebastian Mysager, der er fra Frejlev og i gang med et sabbatår hos Biltema i Aalborg.

Sebastian Mysager vil kickstarte sin juleglæde ved at tilbyde sig selv som julemand for børnefamilier Juleaften.

Netop jobbet hos Biltema har givet ham en fornemmelse af, hvad han selv får god energi af.

- Jeg bruger hver dag på jobbet, hvor jeg elsker at rådgive kunderne. De kan komme ind og have en grå dag og et problem. Det løser jeg, og de går glade derfra. Jeg elsker kunderådgivning og at give andre et smil på læben, siger Sebastian Mysager.

Julens magi er væk

Sandheden om Sebastian Mysagers juleglæde giver dog ikke de helt store smil på læben. Han har nemlig mistet sin egen juleglæde i takt med, at han er blevet ældre.

- Jeg er ikke det helt store julemenneske længere som for ti år siden. Der er ikke den store glæde ved at åbne gaver, og så vil jeg ærligt talt hellere glæde nogle andre, siger han.

Ideen om at klæde sig ud som julemand og tilbyde sig selv gratis til børnefamilier kom til ham for en måneds tid siden, og det er ikke noget, han har den store erfaring med. Faktisk ingen, men det skal nok gå, lyder det fra Sebastians venner.

- De siger, at det da lige er mig, og at jeg kommer til at rock 'n' roll'e for fedt, griner Sebastian Mysager.

Sådan kommer børnefamilierne til at opleve Sebastian Mysager til jul.

Det er gratis

At være julemand for børnene kommer ikke med nogen bagtanker om profit.

- Jeg vil bare sprede liv og glæde, det skal ikke koste nogen noget som helst. Og så får jeg måske selv noget af glæden tilbage ved julen, siger han.

I skrivende stund har fem familier i Aalborg-området meldt sig til Sebastians julerunde, siden opslaget blev lagt på Facebook onsdag aften, og det lader til, det er populært.

- Når jeg ikke kan nå flere, så laver jeg individuelle planer med forældrene og en rute, så jeg kan få så mange med som muligt.

- Uanset hvad, så håber jeg alligevel, at jeg bagefter kan nå hjem og få det sidste af julen med sammen med min lillebror og mine forældre. Måske jeg til den tid har fundet tilbage til juleglæden, siger Sebastian Mysager.

Annonceret indhold

Nyeste