Sporene er blevet tydeligere efter der er faldet sne.
Livet her

Kamera skal afsløre legesygt dyr

Nu vil naturvejleder have endeligt svar på, hvem det er der boltrer sig på Egholm

11. marts 2023 kl. 15:55

Hvem er det, der har lavet tydelige spor og lange glidebaner i sneen?

Det skal et vildtkamera på den sydlige del af Egholm nu fastslå en gang for alle, fortæller naturvejleder Esben Buch.

Han er dog allerede selv overbevist om, at det er legesyge oddere, der er på spil, og denne gang er han endnu mere sikker end første gang, han stod frem med historien.

- Nu tager vi chancen, og ser om kameraet viser noget. Men jeg er 100 procent sikker på, at der er tale om odder, for det er lige præcist sådan, deres spor skal se ud, forklarer han.

Udover poteaftryk, der bliver mere tydelige, når der er sne, er det det også tydeligt, odderne på Egholm har lavet glidebaner fra digerne ud i fjorden. Formentlig fordi de svømmer over for at fange nogle af de små havørreder, der holder til ved Marina Fjordpark og udløbet af Hasseris Å.

- Det ligner næsten en bobslædebane, så de har helt sikkert haft det sjovt. Men odderen er også kendt som et legesygt dyr, der elsker at boltre sig i sneen om vinteren, fortæller Esben Buch.

Har man lyst til selv at se oddernes glidebaner findes de på den del af Egholm, der hedder Egholm Hage. Men man skal stå tidligt op, for odderen er  nataktiv, og den er stadig så sjælden, at den er beskyttet af et EU-direktiv.

Annonceret indhold

Nyeste