Der er ikke meget lys på Syrestien i Nørresundby.
Livet her

Lidt for mørkt: Hundeluftere savner bedre lys på sti

Kommune har dog en god forklaring på, hvorfor gadebelysning ser ud, som den gør

30. marts 2023 kl. 18:27
Opdateret 02. april 2023 kl. 17:58

Hvorfor er der så dårligt lys på flere af stierne i Nørresundby? Det undrer Sisse Christensen og flere andre, der dagligt går tur i området.

- Første gang, jeg lagde mærke til det, var for et halvt års tid siden, da der kom lys på den sidste del af Syrestien. For selvom der er høje lygtepæle på en del af strækningen, er der kun små lamper på de sidste 100 meter, så der er det er svært at se noget, fortæller Sisse Christensen.

Hun har også delt sin undren med andre, der lufter hund i området, og de forstår heller ikke, hvorfor belysningen skal være så sparsom.

- Altså vi har jo ikke lyst til at gå der. Det havde vi ikke dengang, det var helt mørkt, men det har vi heller ikke nu, for det er jo en falsk tryghed, mener Sisse.

Som kvinde vælger hun derfor ofte, at gå en anden vej. Men da hun flyttede til en anden del af Nørresundby opdagede hun, at der også er den samme slags belysning på stien ved Nr. Uttrup Kirke.

- Og det er jo et sted, hvor bussen holder ude på Hjørringvej, så der er måske også unge mennesker, der skal den vej hjem fra byen eller på gymnasiet. Så jeg tænker bare, det er utrygt, at der ikke er ordentligt lys der, påpeger hun.

Det er lamper af denne type, der får kritik.

Ifølge Sisse Christensen er lyset fra de lave standere så dunkelt, at man hverken kan se stien rigtigt eller se, om der er nogen, der går et par meter længere fremme. Men ifølge stadsgartner Kirsten Lund Andersen er der dog en god forklaring på, hvorfor lyset ser ud, som det gør.

- En af grundene til, at lamperne er lave, er, at det er en strækning, hvor der er mere parkpræg, så der skal der ikke være så kraftig belysning, siger hun.

- Men hvad vil du så sige til dem, der siger, at det gør dem lidt utrygge?

- Jeg tror, vi har en tendens til at tro, at jo mere lys der, er jo mere trygge bliver vi . Men det handler vel lige så meget om færdsel, og jeg oplever egentlig, at de steder, der er tale om, ikke er sådan nogle øde strækninger, forklarer Kirsten Lund Andersen.

Hun tilføjer, at de mindre lamper ikke er installeret af sparehensyn, og det er heller ikke umiddelbart af hensyn til dyr, insekter og biodiversitet, selvom lysforurening er ved at komme på dagsorden flere steder.

- Det er et bevidst design i forhold til den oplevelse, man gerne skal have, når man går gennem vores parker. Der må man man gerne sætte tempoet lidt ned, og det bidrager det dæmpede lys måske til. For det er jo primært noget, der skal bruges i skumringstimen - ellers skal der i hvert fald virkelig meget lys til, påpeger stadsgartneren.

Annonceret indhold

Nyeste