
Lyskryds på Vesterbro har brug for starthjælp
Vejarbejdet på Vesterbro mangler nu kun de sidste detaljer, før vejen igen kan åbnes helt
AALBORG: Det har stået på i månedsvis, men snart er der udsigt til frie vejbaner.
Det store arbejde med at udskifte broen over jernbanen på Vesterbro og istandsættelse af garageanlægget nedenunder mangler nu kun de allersidste detaljer.
- Vi forventer at blive færdige og åbne for trafikken som planlagt, siger Kim Brun Kristensen, der er projektleder i Aalborg Kommune.
Fredag 23. september vil du derfor se de sidste hegn og skilte forsvinde, sådan at der igen er to vejbaner i hver retning samt fortove og cykelstier.
- Der vil fortsat være en række småting, der skal justeres - og særligt trappen op til Vesterbro (fra parkeringspladsen, red.) vil der blive arbejdet på, når vejen er åbnet, fortæller han.

Rødt og grønt
Selv om alle vejbaner igen bliver farbare, vil du som bilist kunne mærke ændringer - særligt de første dage. I forbindelse med udskiftningen af broen er der sat nye lyssignaler op i krydset Vesterbro/Hasserisgade, og det anlæg skal stilles ind.
- Som jeg forstår det, så fungerer anlægget lidt anderledes end tidligere, sådan at det blandt andet bliver styret af trafikmængden. Og for det fungerer optimalt, har det brug for noget trafik at måle på, forklarer han.
Det betyder, at bilister særligt fredag og lørdag vil kunne opleve, at lysene ikke altid skifter helt hensigtsmæssigt, men det er altså et overgangsfænomen, lover projektlederen.
I det hele taget glæder Kim Brun Kristensen sig over, hvordan afviklingen af det store arbejde med at udskifte broen er forløbet.
- Rent trafikmæssigt er det gået meget bedre, end vi havde frygtet. Det er som om, trafikken glider bedre ved lavere hastighed. Samtidig har vi været virkelig heldige med vejret, har planlagt arbejdet grundigt og haft en rigtig god entreprenør, der har været interesseret i at løse de overraskelser, der er kommet, hurtigt, siger han.