Der er tilsyneladende flere og flere, der jagter det kolde gys, men der er mangel på vinterbadeklubber med faciliterer som sauna og omklædningsrum i Aalborg.  <i>Foto: Sælen Solsidens Badeklub</i>
Livet her

Mangel på vinterbadeklubber: Nu er der en ny på vej

Til næste år er der kun én vinterbadeklub med sauna tilbage i byen, men nu er der godt nyt 

18. september 2022 kl. 14:19

AALBORG: Hvis du er en af dem, der elsker kombinationen af en iskold dukkert og en brandvarm sauna, så er du langt fra den eneste. Og nu er det igen snart tid til, at du kan trodse årstidens lave temperaturer og drage mod Limfjorden for at give kroppen et planlagt kuldechok. 

For mange hører det kolde gys og en tur i en opvarmet sauna tæt sammen, for det er de abrupte skift i temperaturen, der gør vinterbadning til noget helt særligt. 

Der er bare ét problem. 

Det er svært at finde en ledig vinterbadeklub i Aalborg, der har faciliteter som sauna og omklædningsrum.

Lige nu er der venteliste i vinterbadeklubben Isbjørnen, der holder til ude ved Vestre Fjordpark, og der bliver 15. november lukket for medlemstilgang til Lillebjørn, der ligger ved havnebadet.

Det er desuden ved at være sidste chance for at opleve Lillebjørn, som Aalborg Kommune har besluttet at lukke permanent næste år. Og hvor skal Lillebjørns over 700 medlemmer så søge hen, når deres klub lukker? 

Det har Sælen Solsidens Badeklub svaret på.

Sælen er drevet af frivillige ildsjæle, der elsker at bade i fjorden året rundt. De holder til ved badebroen på Tangen ved Lindholm Strandpark, der er den eneste badeklub på den nordlige side af Limfjorden.

For et beskedent beløb på 100 kroner om året, kan du blive medlem hos Sælen, der arbejder mod at få etableret faciliteter som sauna og omklædningsrum.  <i>Foto: Sælen Solsidens Badeklub</i>

Badeklubben blev etableret for et par år siden, og nu arbejder klubbens frivillige mod at udvide klubben med flere faciliteter.  

- Vi arbejder på at etablere en sauna og omklædningsrum ved badebroen. Lige nu har vi 160 medlemmer i Sælen og over 650 følgere på Facebook, så vi mærker en stor interesse for projektet, fortæller Dorte Mayann Hansen, der er formand i Sælen, og fortsætter:

- Aalborg Kommune har godkendt Sælen som forening, og vi har ansøgt om tilladelse til at bruge kommunens areal. Men det mangler vi fortsat svar på. Vi er i gang med at søge fondsmidler til projektet, så det ikke bliver en belastning for kommunens budget. Kommunen skal altså ikke finansiere det, men vi håber meget på, at kommunen støtter op om vores frivillige arbejde. 

Sælen har allerede nogle gode samarbejdspartnere og spændende ting på tegnebrættet, som de arbejder mod at få godkendt. Klubben samarbejder blandt andet med andre lokale organisationer om at etablere en bro ved tangen, der skal laves af brugte vindmøllevinger fra Siemens. Derudover har en hollandsk arkitekt tegnet et forslag til, hvordan badeklubbens nye faciliteter kunne bygges i en genbrugt vindmøllevinge, der dermed også ville blive en installation i lokalområdet.  

- Det er altså en win-win for os og kommunen, mener Dorte Mayann Hansen. 

Sælens medlemmer kan glæde sig til 29. oktober, hvor klubben sætter en sauna op ved badebroen, der vil være der weekenden over. <i>Foto: Sælen Solsidens Badeklub</i>

Om Sælens nye faciliterer når at stå klar til næste år i tide til, at Lillebjørns medlemmer kan finde en ny klub, kan Dorte Mayann Hansen ikke sige med sikkerhed, men det er helt klart forventningen.

- Vi håber, forventer og satser på, at de nye faciliterer er klar til næste år. Vi håber, at der er mange, der har lyst til at blive medlemmer hos os. Lige nu har vi et symbolsk kontingent på 100 kroner om året og små-events, hvor vi eksempelvis stiller mobilesaunaer til rådighed, lyder det fra formanden.

- Vi elsker det sociale samvær i klubben, og for os er det ren livskvalitet. Man kan sagtens vinterbade uden en sauna, men sauna er sundt og tilføjer en ekstra dimension til oplevelsen, som vi arbejder på at kunne tilbyde. Vi drømmer om på sigt at etablere flere badebroer på Nørresundbysiden og ved Stigsborg Brygge-området, så der er flere spots i fremtiden, siger hun.

Du kan melde dig ind i badeklubben på Sælen.dk. 

Annonceret indhold

Nyeste