Der er hjælp at hente i den midlertidige skadestue, hvis uheldet er ude i forbindelse med karnevalsfesten. 
Livet her

Midlertidig skadestue er klar til karneval - her finder du den

Der er ekstra bemanding kaldt ind til den midlertidige skadestue. Det skal sikre hurtig hjælp, når den store fest sætter sit præg på byen

25. maj 2023 kl. 11:01
Opdateret kl. 11:16

AALBORG: En midlertidig skadestue, en gående lægebil, ekstra biler til patienttransport og et udvidet ambulanceberedskab skal lørdag sikre hurtig akut hjælp til både karnevalsgæster og andre borgere i Aalborg. Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Når nogle af de mange tusinde deltagere til lørdagens karneval i Aalborg kommer til skade, så er hjælpen ikke langt væk. Region Nordjylland har nemlig indkaldt ekstra bemanding og traditionen tro oprettet en fremskudt skadestue ved Ansgars Kirke på Vesterbro over for Kildeparken, hvor karnevalsoptoget ender.

Klar til at hjælpe glade gæster

Nini Bundgaard Ringgren er ledende sygeplejerske ved Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital. Hun har ikke svært ved at finde personale, der vil være med til at hjælpe de glade gæster på en festlig dag.

- Det er en populær vagt, og vi ser alskens skader, men det handler ofte om afrusning, glasskår i fødder, fald eller hudafskrabninger, siger hun.

- På den fremskudte skadestue tager vi os godt af de tilskadekomne karnevalsgæster og behandler, observerer og sender dem om nødvendigt videre til akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital.

Der er afsat en række biler fra Den Præhospitale Virksomhed til at stå for at fragte de tilskadekomne til akutmodtagelsen. Dermed belastes de akutte ambulancer ikke med transportopgaver.

Den fremskudte skadestue vil være åben og bemandet af personale fra klokken 9.30, og indtil det stilner af ud på aftenen.

Gående lægebil og ekstra ambulancer sikrer akut hjælp

Udover den fremskudte skadestue, så organiserer regionens præhospitale virksomhed, at der en gående lægebil til stede, som bevæger sig rundt i karnevalsområdet. Den gående lægebil er bemandet med en paramediciner og en læge, som kan sikre hurtig hjælp ude på karnevalspladsen.

Der er også ekstra ambulancer, der er strategisk placeret rundt omkring i byen. Derudover er der tæt koordinering med Nordjyllands Politi.

- Vi skal gøre noget ekstra for at sikre, at der vil være hurtig hjælp til eventuelle tilskadekomne. Det gælder også de aalborgensere, som ikke er karnevalsgæster, men som får akut brug for sundhedsfaglig hjælp, siger Kenneth Lübcke, enhedschef ved Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland.

Annonceret indhold

Nyeste