Musikhus mangler 100 stole - kan du hjælpe Peter?
Flere skal have mulighed for at sidde ned til koncerter i Fjordbyen
AALBORG: Du har sikkert prøvet situationen. Du har inviteret gæster og kommer i tvivl, om der nu er stole nok. Første indskydelse er at låne dig frem - spørge naboen, venner eller andre, der kan have stole og skamler i overskud.
Men hvad gør man, når man har inviteret hele byen - og ikke aner, hvor mange, der vil dukke op til festen.
Den situation har Peter Lund Mørkbak stået i mange gange de seneste år. Indtil videre har hans gæster til de populære koncerter i Musikkens bette Hus måttet stå eller medbringe egne siddepladser, men nu vil indehaveren af det lille spillested i Fjordbyen skrue lidt op for komforten.
- Mange af vores gæster kommer spontant forbi, fordi de kan høre musikken, så de har ikke lige stole med. Og vi vil gerne give folk en bedre oplevelse, så vi må have skaffet nogle flere siddepladser, forklarer han.
Derfor er spillestedet og de ildsjæle, der bakker op om projektet, nu gået efter jagt efter nogen, der vil forære dem omkring 100 brugte stabelstole.
- Vi forestiller os, det kunne være en institution, en forening eller en virksomhed, der skifter møbler ud, som så samtidig kan hjælpe os med at forære os de gamle, siger Peter Lund Mørkbak.

Stålben og plast
Musikkens bette Hus er udover at være spillested med sommerkoncerter også Peter Lund Mørkbaks private hjem, og det stiller nogle krav til møblerne. Han drømmer derfor om stole, der kan stables og som kan holde til et udendørsliv - under overdækning - ideelt set stole med stålben og plastsæde.
- Jeg tror faktisk godt, det kan lade sig gøre at finde nogen, ellers må vi komme op med noget andet, forklarer han.
I det hele taget har de tilbagevendende sommerkoncerter, som Peter Lund Mørkbak og hans kæreste Lene Nørris fik ideen til under corona, fået vind i sejlene. Ikke alene har flere og flere fået øjnene op for hyggen og det gratis kulturtilbud i Musikkens bette Hus, Realdania har også netop besluttet at støtte initiativet med penge til et lydanlæg.

Det kan du opleve i Musikkens bette Hus denne sommer:
Lørdag 24. juni - Danefæ (kl. 16) og Uhrskov Andersen (kl. 17.30)
Onsdag 16. august - Aalborg Operafestival (kl. 17.30)
Lørdag 19. august - Mikkel Andersen (kl. 18) og Maaneland (kl. 19)