
Nu begynder omdannelsen af centralt torv
Du skal blandt andet være opmærksom på trafikale ændringer
AALBORG: Nu bliver det snart synligt, at den længe ventede omdannelse af Nørresundby Torv går i gang.
Det sker i denne uge, hvor kloak- og vandledningerne skal fornyes i Strandgade og på Brotorvet. Helt konkret drejer det sig om strækningen fra Mellem Broerne til Skrågade. Samtidig med ledningsarbejdet bliver der også løst en række opgaver i forhold til den fremtidige klimasikring, og i Strandgade etableres der desuden nedgravede affaldscontainere. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Omdannelsen af Nørresundby Torv er et led i indsatsen for at skabe en sikker vej for de mange børn og unge, der fra 2025 skal færdes mellem det centrale Nørresundby og det nye børne- og ungeunivers på Stigsborg Havnefront.
Mens der arbejdes med kloak- og vandledningerne vil borgere og erhvervsdrivende opleve nogle trafikale ændringer i form af vognbaneindsnævringer, vejspærringer, omkørsler og indskrænkninger i de nuværende adgangs- og parkeringsforhold i de berørte gader.
Trafikken på Vesterbrogade vil ikke blive berørt af arbejdet.