
Nu er de færdige - her er byens nye gavlmalerier
Det er to meget forskellige gavlmalerier, du nu kan nyde synet af
AALBORG: Nu er der føjet endnu et par kapitler til fortællingen om byens populære streetart.
For det er bare noget af det, vores by er kendt for i både ind- og udland: Nemlig de flotte gavlmalerier, der skyder op rundt omkring.
Og nu kan du nyde synet af de seneste to, der netop er blevet færdige som en del af projektet Out in the Open, som Kirk Gallery står bag.
Trine
På en gavl i Danmarksgade 29 finder du nu Trine, som franske Hopare har bragt til live.
Om gavlmaleriet fortæller kunstneren følgende:
- Fordybet i tanker vender "Trine" sig melankolsk eller værdigt imod os. De fine træk i hendes ansigt står i kontrast til hendes bustes robuste muskulatur. Hun er næsten som stivnet. Men hvad er i bund og grund værkets tema?
- Samlingen af de lange hårtotter eller modellens tænksomme blik? Et rums indre eller det inderste af sjælen? Det synlige eller det usynlige.
- Dette er min tolkning af et af hovedværkerne af den danske guldaldermaler Ludvig August Smith.
Nightingale and the Rose
Endnu et nyt gavlmaleri finder du i Vestbyen.

Som en fuldstændig integreret del i byggeriet kan man nu opleve britiske Curtis Hyltons nye værk ’Nightingale and the Rose’ i Absalonsgade 2.
Kunstneren har her ladet sig inspirere af farvepaletten i arkitekturen samt Oscar Wildes historie om Nattergalen og Rosen.
Udført udelukkende med spray har kunstneren her arbejdet ud fra gældende tema, hvor blomster, roser og fugle opleves viklet sammen i et integreret motiv.
Out in the Open fejrer i øvrigt 10 år jubilæum, og det betyder, at en række nye værker kommer til byen i løbet af året.