Inden længe bliver der ekstra travlt i Jomfru Ane Gade, når årets mange julefrokoster skal afholdes.
Livet her

Nye tiltag skal gøre nattelivet tryggere

Det skal være mere sikkert at tage i byen, mener både kommune og frivillige

21. november 2022 kl. 15:42

AALBORG: Tryghed i nattelivet har forståeligt nok fyldt meget i Aalborg i 2022 efter to tragiske dødsfald i februar, hvor Oliver Ibæk Lund druknede i fjorden, og Mia Skadhauge Stevn blev dræbt.

Det betyder også, at der siden sidste julefrokostsæson er taget en række nye initiativer, der skal gøre en tur i Jomfru Ane Gade til en tryggere og mere sikker oplevelse.

Hos Aalborg Kommune har man blandt andet sat nye kameraer op langs fjorden, der nu holder øje med havnefronten fra Østre Havn til Spritten. Samtidig er der også kommet mere gadebelysning og flere redningsstiger op.

Kommunen har også bestilt nogle mobile toiletter, men de er ikke blevet leveret endnu, forklarer rådmand for job og velfærdsforvaltningen Nuuradiin Hussein (S).

- Dem, vi har bestilt toiletterne hos, har ikke kunnet levere dem til tiden. Der er nogle af materialerne til toiletterne, der er blevet forsinkede. Vi har været i kontakt med leverandøren, der siger, toiletterne er på vej, og at de vil levere dem hurtigst muligt.

Frivillige hjælper

Udover kommunens tiltag, er der også kommet et nyt tiltag fra frivillig side; Safe House, der holder til i Jomfru Ane gade. Hos Safe House kan man få hjælp til alt fra skader til opladning af sin mobiltelefon, så man kan ringe efter sit lift. Derudover patruljerer Safe House også havnefronten, gyder og gader med to elektriske løbehjul.

- Vi vidste godt, Safe House ville være en god ting at have, men vi har kunnet se på de mange mennesker, der er herinde hver eneste weekend, det virkelig har været nødvendigt, fortæller Mark Bossen, der er medinitiativtager til foreningen Safe House, hvor omkring 55 frivillige hjælper til.

Aalborg Kommune har også planer om at etablere en Safe Zone i midtbyen. Hvad planerne er for den, kan du læse mere om på Nordjyske.dk.

Annonceret indhold

Nyeste