Det er butiksområdet i Bouet med blandt andet Kvickly og Jysk, der måske skal laves om til et aflastningscenter a la City Syd - dog uden små specialbutikker eller mere end en enkelt dagligvareforretning.
Livet her

Nyt City Syd i Nørresundby: Nu sendes omstridt plan til debat

Enhedslisten frygter nyt aflastningscenter ved Bouet kan blive en glidebane

07. januar 2023 kl. 19:36

NØRRESUNDBY: Planerne om et nyt City Syd ved Kvickly i Bouet, er måske rykket et skridt nærmere.

Et flertal i Aalborg Kommunes by- og landskabsudvalg har i hvert fald sagt ja til at sende forslaget om et nyt aflastningsområde med plads til store udvalgsvarebutikker til fordebat.

Også selvom det tidligere har givet anledning til kritik fra handlende i Nørresundby og de omkringliggende byer, som frygter, det vil medføre øget konkurrence og butiksdød.

- Derfor har vi også valgt at gå ind og sige, at butiksstørrelsen skal være minimum 500 kvadratmeter. For i den generelle definition af et aflastningscenter står der, at der også kan være mindre specialbutikker, men ved at sætte 500 kvadratmeter som en grænse, har vi lukket den mulighed, forklarer by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V).

Han er derfor overbevist om, at aflastningsområdet ikke kommer til at udkonkurrere forretningerne på Nørre Uttrup Torv eller i Nørresundby centrum og andre områder i nærheden. For det viser en redegørelse, som kommunen har fået Cowi til at lave. Blandt andet fordi, der - udover grænsen på 500 kvadratmeter - højst må være én dagligvarebutik.

Det beroliger dog ikke Anna Aaen fra Enhedslisten, der som den eneste har stemt nej til forslaget.

- Jeg mener, det vil være en glidebane at samle så megen handel der og lave et aflastningscenter der. Vi har i forvejen City Syd, der jo opsluger utroligt meget handel, så at få en pol der også - tror jeg vil dræne - ikke alene Nørresundby midtby, men også Aalborg midtby og nogle af de omkringliggende byer - for meget handel, forklarer hun.

Ifølge Anna Aaen er forslaget om, at det kun skal være udvalgsvarebutikker på minimum 500 kvadratmeter ikke nogen garanti for, at den beslutning ikke kan ændres på et senere tidspunkt.

- Det er jo bare en bestemmelse vi fra byrådet har sat ind. For bliver det et aflastningscenter, har man planlovsmæssigt faktisk også lov til at lave mindre specialbutikker og så videre. Så det kræver bare en ny beslutning i udvalget på et senere tidpunkt at ændre det forhold, pointerer hun.

Annonceret indhold

Nyeste