
Regionen slår fast: Det er ikke meningen patienter skal have p-bøder
Ifølge regionen forsøger de hele tiden at optimere parkeringssituationen ved sygehuset
AALBORG: Nordjyske har gennem de seneste år skrevet flere historier om p-bøder, nogle mere underlige end andre, ved Sygehus Syd i Aalborg.
Den seneste er historien om Pia Hovaldt, der fik en p-bøde for at have holdt fingeren for længe på c-tasten ved registreringen. Nummerpladen var derfor registreret til at begynde med ÇB fremfor CB. Efter to klager annullerede Europark/Apcoa p-bøden.
Og det var helt på sin plads, den blev annulleret, fortæller den tekniske chef for Aalborg Universitetshospital, Belma Ilic.
- Da vi læste historien, skrev vi med det samme til Apcoa og spurgte, om det virkelig kunne passe. For det er ikke meningen, der skal gives p-afgifter for åbenlyse fejl.
- Når de kan se, det er et C med en krølle, skal det bare annulleres. Det kan godt være, man kan udstede afgiften, fordi systemet, p-vagten har, ikke kan se det. Men når man klager, skal det annulleres, og vi blev selvfølgelig glade for, den blev annulleret, siger Belma Ilic og fortæller, regionen også har spurgt Apcoa, om tastaturet på registreringssystemet kan opdateres, så man kun kan indtaste tegn, der bruges på nummerplader. Ifølge den tekniske chef er Apcoa i gang med at undersøge muligheden.

Løbende optimering
I det hele taget har regionen løbende forsøgt at forbedre parkeringssituationen omkring sygehuset. For eksempel har regionen på et tidspunkt bedt Apcoa om at opdatere deres software, så systemet blev nemmere bruge for patienterne. Den opdatering er indført.
Der er også blevet sat nogle nye skilte op de steder, hvor der før var forvirring om reglerne, og så har regionen minimeret tiden, hvor parkeringsselskabet kan udstede p-bøder.
- Da vi fik tallene, syntes vi også, det var højt, siger Belma Ilic om antallet af p-bøder, der blev givet på området.
- Det er ikke hensigten, at patienter og pårørende, som har et ærinde på hospitalet, skal have bøder, slår hun fast og fortæller, at antallet af p-bøder ved sygehuset faktisk er faldende.
- Hvis vi hører nogen fortælle om noget, der er uhensigtsmæssigt, så tager vi det op med det samme.

Også et problem før
Parkeringsaftalen med Apcoa blev indgået i 2019 og trådte i kraft i starten af 2020. I dag er det sådan, at man må parkere på området i én time. Den tid kan udvides, ved at man indtaster sin nummerplade på en tablet på afdelingen. Men selvom det nye system har skabt frustration hos nogle, var parkeringssituationen heller ikke optimal, inden systemet blev indført. Tidligere var der nemlig mange, der parkerede på området, uden at have et ærinde på sygehuset, fortæller Belma Ilic.
- Det har været lige så frustrerende, men bare på en anden måde, når der aldrig var plads. Nogle patienter kunne komme hele vejen fra Thy for at skulle til en kræftbehandling uden at kunne få en p-plads. Det har heller ikke været hensigtsmæssigt. Så man har gjort det her for at frigive pladser.
Er I tilfredse med aftalen?
- Vi kan i hvert fald se, der er et bedre flow, og at der er blevet frigivet pladser til patienter. Det er positivt. Det har så haft nogle afledte konsekvenser med utilfredshed blandt patienter og besøgende, og det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt. Det har været nødvendigt at lave nogle tiltag for at optimere på det her og for at lave nogle forbedringer løbende.

Særskilt mailadresse
Et andet tiltag, regionen har gjort, er at oprette en mailadresse, som bilisterne kan henvende sig på, hvis de har fået en p-bøde, selvom de havde et ærinde på sygehuset og forsøgt at registrere sig.
- I første omgang er det bedst at henvende sig til Apcoa. Hvis Apcoa ikke reagerer, må de meget gerne skrive til os på aalborguhparkering@rn.dk.
Har I mulighed for at trække bøderne tilbage?
- Det har vi ikke. Men vi har mulighed for at sige til Apcoa, vi ikke synes, det er rimeligt. Vi vil ikke have, vores patienter får bøder.
Nordjyske ville gerne have spurgt Apcoa, hvordan de ser på aftalen om samarbejde med Region Nordjylland om p-pladsen ved Sygehus Syd. Apcoa er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.