
Sådan kan luften bliver renere i Aalborg
Rådmand mener, at man er nødt til at sætte ind med tiltag for at nedbringe luftforureningen
Den gode nyhed er, at luftforureningen i Aalborg viser en faldende tendens og har gjort det over en årrække. Den dårlige nyhed er, at luftforureningen stadig er for høj i forhold til retningslinjerne fra WHO fra 2021, og at der derfor stadig er behov for at gøre noget.
Hvis man sammenligner med andre danske byer, ligger luftforureningen i Aalborg generelt under værdierne for København og på niveau med Aarhus og Odense. Luftforureningen har været diskuteret på det seneste møde i klima- og miljøudvalget efter ønske fra Radikale Venstre.
Ikke i mål
- Men hvis man kigger på forureningsniveauet, så er det stadigvæk højere end de sidste nye grænseværdier, som WHO har udstukket i 2021 og i forhold til dem er vi ikke i mål. Vi har stadig behov for at begrænse luftforureningen, det er der ingen tvivl om, siger klima- og miljørådmand Per Clausen (EL) om den nuværende status på området.
Han mener bl.a., at man skal forbyde ældre brændeovne.
Forbud
- Jeg synes, at det ville være relevant at overveje et forbud mod ældre brændeovne i de områder, hvor der er fjernvarme ud fra et sundhedssynspunkt. Der er ingen tvivl om, at det vil skabe forbedringer på det område.
Desuden skal miljøzonen udvides, mener han.
- Jeg undrer mig personligt over, at man ikke for længst er kommet videre med at udvide miljøzonerne. Der er ingen tvivl om, at man burde gøre det ud fra et sundheds- og miljømæssigt synspunkt, siger Per Clausen.