
Sarah og Signe lander titlen som årets elev
I år er Aalborg byen, der ikke bare huser en, men to elever, som er kåret til årets bedste
AALBORG: Føtex og Bilka, som begge ejes af Salling Group, har for nyligt kåret årets elev.
Sarah Berthelsen løb afsted med titlen hos Føtex i Aalborg Øst, mens det var Signe Tingleff hos Bilka i Skalborg.
Hos begge supermarkedskæder blev eleverne overrasket af familie og kollegaer, som fejrede dem med flag, konfetti, kage og bobler.
- Det var helt vildt, og jeg havde slet ikke regnet med, at det var mig, der havde vundet, lyder det fra en glad Sarah Berthelsen.
Udover titlen som årets elev har de for deres ekstraordinære indsats vundet en studietur til New York.
Store ambitioner
Salgschefen i nonfood-afdelingen i Føtex Marco Sandager fortæller, at Sarah Berthelsen har været tovholder for sin egen udvikling og har villet mere end at sætte varer på plads.
- Hun har været rigtig god til at arbejde med medarbejdere. Hun har blandt andet været med til ansættelse af medarbejdere under 18 år.
- Hun er også rigtig god til at anerkende sine kollegaer, at følge op og give god feedback, hvilket også er meget atypisk, at en elev har det ansvar, men det kommer meget naturligt for hende.

Den erfaring tager hun med sig, når hun om lidt starter et nyt eventyr hos A-Z i Hjørring i stillingen som teamkoordinator.
- Jeg kommer til at arbejde meget med elever og være med i deres udvikling. Det bliver spændende at kunne give erfaringer fra min egen elevtid videre, også fordi jeg virkelig er klar over, hvilke opgaver jeg er vokset i, siger Sarah Berthelsen, som allerede blev en del af Føtex-teamet under hendes sabbatår.
Har ja-hatten på
Også Signe Tingleff har en længere fortid hos Bilka i Skalborg, hvor hun blev ansat som ungarbejder.
- Jeg troede faktisk, at jeg ville være revisor, men som ungarbejder gik det op for mig, at jeg godt kunne lide at arbejde med, hvordan jeg gør kundernes dag endnu bedre, fortæller hun.
Hun arbejder i Costumer & People, som ellers ikke er en afdeling, hvor mange indstilles til årets elev, fortæller service- og personalechef Maj Dalgaard.

Faktisk er Signe Tingleff den første, som Maj Dalgaard har indstillet fra sin egen afdeling.
- Signe har gennem sin elevtid haft ja-hatten på og har i den grad været i stand til at omsætte feedback til optimeret adfærd og nye idéer.
- Hun har altid kunders tilfredshed og kollegers trivsel i fokus. Hun har omsat dette fokus til konkrete tiltag, og det har været et stort bidrag i hendes nominering.