
Trafikeret strækning bliver påvirket, når næste Plusbus-etape skal være færdig
Her er planen - i dag begynder uger med asfaltarbejde på dele af Sohngårdsholmsvej og Bornholmsgade
AALBORG: Nu er endnu en af etaperne på Plusbussens kommende rute snart ved at være færdig.

Men forinden venter nogle uger med forskelligt vejarbejde, spærringer og omkørsel i forbindelse med asfaltarbejde på strækningen Bornholmsgade/Sohngårdsholmsvej mellem Th. Sauers Vej og Humlebakken.
Plusbus har lavet det fulde overblik over arbejdet, der finder sted fra i dag søndag 21. maj og strækker sig til 18. juni:
Bornholmsgade
Søndag 21. maj – onsdag 14. juni
Der skal udlægges nyt slidlag på vejbanen og cykelstien i begge sider samt i tilslutningerne til Bornholmsgade. Forud for selve asfaltarbejdet er det nødvendigt på nogle strækninger at bortfræse toppen af den nuværende asfaltbelægning. Dette udføres inden for samme tidsperiode, som angivet ovenfor.
Det vil for en del af asfaltarbejdet være nødvendigt at udføre arbejdet uden for normal arbejdstid (det kan både være hverdag aften/nat og i weekender). Det gælder primært for det asfaltarbejde, der skal udføres i krydset Bornholmsgade/Sjællandsgade, samt strækningen mellem krydset og Østre Allé.
Eftersom arbejdet er afhængigt af vejret, kan det være nødvendigt, at nogle af de øvrige strækninger også må udføres uden for normal arbejdstid.
Sohngårdsholmsvej
Mandag 22. maj – tirsdag 23. maj
Asfaltslidlag i det vestgående kørespor på Th. Sauers vej i krydset ved Sohngårdsholmsvej.
Arbejdet udføres som totalspærring af indkørslen til Sohngårdsholmsvej fra Th. Sauers Vej og der henledes til omkørsel via Humlebakken og Østre Alle.
Mandag 22. maj – onsdag 31. maj
Asfaltslidlag på Sohngårdsholmsvej imellem Th. Sauers vej og Humlebakken i vestlig kørebane.
Trafikken opretholdes i begge køreretninger i østgående køre- og busbane, dog med periodiske spærringer af krydsene ved Danalien, Magisterparken og Parkbyen.
Torsdag 1. juni – mandag 12. juni
Asfaltslidlag på Sohngårdsholmsvej imellem Th. Sauers vej og Humlebakken i østlig kørebane.
Trafikken opretholdes i begge køreretninger i vestgående køre- og busbane, dog med periodiske spærringer af krydsene ved Danalien, Magisterparken og Parkbyen.
Lørdag 17. juni – søndag 18. juni
Asfaltslidlag på Sohngårdsholmsvej imellem Th. Sauers vej og Humlebakken i busbanen.
Trafikken afvikles med skiftevis ensrettet kørsel.
Kollektiv trafik
Den kollektive trafik vil i perioden være omlagt til alternative ruter og varighed og alternative stoppesteder.
Der kan komme ændringer pga. vejret.
Det er i øvrigt planen, at Plusbus bliver sat i drift omkring august/september i år.