Udbud skulle give nye transportmuligheder i byen: Men sådan gik det ikke
Resultatet kommer bag på kommune
Et stort udbud skulle give helt nye transportmuligheder for borgerne i Aalborg.
Udbuddet skulle bl.a. være et reelt alternativ til alenekørsel i bil. Konkret udbød Aalborg Kommune opgaven med en leverandør til op til 500 eldrevne udlejningsløbehjul samt minimum 200 udlejningscykler deriblandt elcykler. Men da kommunen skulle se, hvilke bud, der var kommet, fik man sig en overraskelse.
- Der er simpelthen ikke kommet nogen bud, siger by - og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V).
Fire firmaer
Forinden havde kommunen dialog med fire forskellige firmaer. Rådmanden peger på, at årsagerne kan være, at branchen er presset.
- Vi havde hørt fra nogen af leverandørerne, at de havde ønske til et større område for at skabe en større kritisk masse, for at få det her til at løbe rundt, så vi vidste jo godt, at der var nogen, der ikke ville det. Men at ingen byder, det kommer lidt bag på os, siger Jan Nymark Thaysen, der vil se på om, man kan forlænge den nuværende aftale, der udløber.