Den nybyggede pantstation er snart klar til at tage imod dine flasker og dåser på adressen her i City Syd.
Livet her

Vær forberedt på kø, når ny pantstation åbner: Du kan dog forberede dig hjemmefra

Flere ting er anderledes end tidligere, når du igen kan aflevere dine flasker og dåser - blandt andet skal du bruge en app

13. marts 2023 kl. 18:38

AALBORG: Forventningen er, at der kommer rigtig mange mennesker, når Nordjyllands nye - og eneste -pantstation snart åbner. 

Derfor skal du nok også medbringe en stor portion tålmodighed på onsdag, når du endelig kan vinke farvel til de dåser og flasker, mange sikkert har samlet lidt for mange af de seneste måneder. 

I tiden op til åbningen er der kørt masser af tests med flasker og dåser her i det nye anlæg.

Dansk Retursystem, der står bag pantstationen, regner da også med, at der vil være et vist pres på i den første tid.

- Derfor har vi også sørget for, at der er rigtig meget mandskab på arbejde, især her i begyndelsen, så det kommer til at glide så problemfrit som muligt, siger Mette Gøth fra Dansk Retursystem, der driver den nybyggede station.

Husk app'en

Men der er også ting, du selv kan gøre - først og fremmest sørge for at downloade app'en Pant på forhånd. For den er din eneste mulighed for at få panten udbetalt. Dankort er ikke længere en mulighed.

- En fordel er, at man får sine penge med det samme og kan koble forskellige konti til app'en, så man både kan få pengene sat ind på sin egen konto og eksempelvis også donere penge til velgørenhed, siger Mette Gøth.

- Derudover vil vi anbefale at tjekke app'en, inden I kører hjemmefra, da vi her vil oplyse, hvis der er meget lang ventetid, så man kan være forberedt, inden man tager afsted.

Politiet kommer også

Du finder den nybyggede pantstation på Nibevej ved City Syd.

Men hov - tænker du måske. Er det ikke der, der er et større vejarbejde i øjeblikket? 

Jo, er det korte svar.

- Og netop på grund af vejarbejdet kommer politiet også og hjælper med at dirigere trafikken på åbningsdagen, siger Mette Gøth.

Fire gange så meget plads

Den nye pantstation har i øvrigt plads til fire gange så mange flasker og dåser som den tidligere, ofte udskældte på Over Bækken.

- Det svarer til, at der er plads til mellem 100.000 og 120.000 emballager om dagen, siger Mette Gøth.

- Og fordelen i den nye maskine er, at flasker og dåser bliver mast på stedet, så dels er der plads til mere i stationen - og der kan være mere pant i vores lastbiler end tidligere. Så det er også miljøvenligt, vi udleder mindre Co2.

Her åbner den

Pantstationen åbner 15. marts kl. 10.00 på Nibevej 18 i City Syd. Dansk Retursystem byder på varm kaffe, te og chokolade hele dagen.

Åbningstiden er klokken 10 til 18 alle dage.

Udover app'en er der som nævnt flere andre ting, der er anderledes ved den nye pantstation - det kan du læse mere om i artiklen her.

Annonceret indhold

Nyeste