Vrede forældre demonstrerer: Nu må politikerne da lytte
Forældre vil have forklaring på, hvorfor politikerne vil lukke Byplanvejens Skole
Politikerne vil hverken lytte eller gå i dialog.
Det mener en gruppe forældre fra den lukningstruede Byplanvejens Skole i Aalborg, og derfor møder de tirsdag morgen op ved Børn og Unge forvaltningen i Nørresundby. Her holder Børne- og undervisningsudvalget nemlig møde, og på dagsordenen er netop forslaget om lukningen af skolen.
- Politikerne nægter at gå i dialog med os. Først og fremmest får vi først besked om forslaget en uge før 1. behandlingen - på trods af at de har vidst det mindst fire uger før. De har ikke reageret på vores åbne brev og flere forsøg på at råbe dem op. Vores forsøg på at om svar på vores spørgsmål via sociale medier har heller ikke båret frugt. De har tydeligvis ingen intentioner om at gå i dialog med os, før forslaget er 1. behandlet. Det må siges at være et demokratisk problem. Så nu har vi altså valgt at dukke op ved mødet på tirsdag, i et forsøg på at få dem til at lytte, fortæller Nina Stilling, der er medlem af skolebestyrelsen.
En enig skolebestyrelse - både forældre og medarbejdere - fra Byplanvejens Skole sendte fredag et åbent brev til politikker. Bestyrelsen mener, at det vil være en rigtig dårlig ide, at nedlægge Byplanskolen og i stedet flytte børnene over på den nærliggende Seminarieskole. For så vil den nye storskole nemlig få en skæv elevsammensætning. 37.1 procent af eleverne vil være to-sprogede.
- Jeg fornemmer, at en stor andel de ressourcestærke vil flytte væk fra skolen. Vi forældre fik først besked om planerne mandag aften i sidste uge, men allerede nu er der forældre, der har valgt at vælge en anden skole til de børn, der skal starte efter sommer. Vi ved også, at der er forældre, der i allerede har været til opstartsmøder på andre skoler. Så jeg frygter, at fordelingen vil blive helt skæv, sagde Nina Stilling tidligere til Nordjyske.
På mødet skal politikerne tage stilling til en stor plan for en ny skolestruktur i Aalborg Ø og SØ.
Hvis udvalget vedtager forslaget vil forslaget ende i en otte ugers høringsperiode.
Den endelige beslutning skal træffes af byrådet i juni, men allerede nu står det klart, at der er politisk flertal for planen, der vil betyde lukning af både Tornhøjskolen og Byplanvejens Skole. Eleverne fra Tornhøjskolen flyttes til Herningvejens Skole.