
Wauw - helt nye gavlmalerier skyder op i vores by
Aalborg er i forvejen kendt for sin streetart - og nu er to nye værker snart klar
AALBORG: Det er bare noget af det, vores by er kendt for i både ind- og udland: Nemlig de flotte gavlmalerier, der skyder op rundt omkring.
Og som du måske har set, er to kunstnere netop nu i gang med at male helt nye malerier, der føjer nye kapitler til fortællingen om Aalborg som en by, der hylder streetart.

Det er franske Hopare og britiske Curtis Hylton, der lader kreativiteten flyde som en del af den tiende udgave af ’Out in the Open’ med KIRK Gallery.
Kendt for sin urbane kunst
Det har længe været galleriets ønske at få franske Hopare til Aalborg, og han besøger nu Danmark for første gang. I øvrigt direkte fra et projekt på Haiti og i Houston, skriver KIRK Gallery i en pressemeddelelse.
Han er de sidste år stormet frem på den internationale scene for urban kunst, og gør sig bemærket i et poetisk udtryk som trækker referencer tilbage til det klassiske maleri ofte i stærke portrætter.
Hans seneste værk er netop nu ved at tage form på en mur på adressen Danmarksgade 39.
Med naturen som inspiration
Bevæger du dig videre til Absalonsgade 2 i Vestbyen, bliver du mødt af endnu et flot syn. Det er første gang britiske Curtis Hylton laver et værk i Aalborg.
Han arbejder erfarent med spraymaling, når han skaber gavlmalerier i stor skala, som kan ses over hele Storbritannien, Europa og flere andre verdensdele.
Hans arbejde er stærkt påvirket af naturen og vores forbindelse til denne, og er ofte et miks af blomster blandet med fugle og andre dyr, deres vinger og kroppe sammenflettet med kronblade og blade, som en slags naturlig balance. Oftere og oftere ser vi også verdens aktuelle miljøproblemer afspejlet i hans arbejde.
KIRK Gallery er dermed i gang med det 5. gavlmaleri i år, hvor gavlmaleriprojektet ’Out in the Open’ fejrer 10 års jubilæum.
Flere gavlmalerier følger efter i august og september.