Livgarden kommer til Aalborg - her kan du se dem
Den nye deling af livgarder er klar. Det fejres med en fest og en march igennem byen
AALBORG: Der er igen Blå Fest i Aalborg. Festen, hvor de spritnye livgarder er færdige med deres grundtræning og er klar til at iklæde sig den blå buks og bjørneskindshuen, for at vogte om landets royale på de kongelige slotte i Danmark.
Den slags skal selvfølgelig fejres med en gevaldig fest, og den skal holdes i Aalborg, hvor knap 200 nyudklækkede livgardere lørdag formiddag vil marchere rundt i byen iført deres nye uniform - dog ikke med bjørneskindshuen.
De bliver akkompagneret af en fløjtespiller og en tromme, og de har bjørneskindshue på, så der er nok at se på, hvis du bevæger dig ud på Aalborgs gader på lørdag.
Du kan finde soldaterne på ved Aalborghus Slot fra klokken 10.15, hvor de gør klar og stiller op, og klokken 11.15 marcherer de rundt i byen med start og slut på Aalborghus Slot.
Ruten går hen til Toldboden og ned ad Østerågade, hvorefter de marcherer i byens små gader, forbi Budolfi Kirke og tilbage til Bispensgade, hvorfra de går tilbage igen ad Østerågade.
Da marchen primært går på de små gågader er der ingen vejspærringer.
Og et lille tip fra Garderforeningen for Nordjylland her til sidst:
- Hvis du stiller dig ved McDonalds og Burger King på Østerågade, og holder øjnene godt åbne, kan du faktisk se soldaterne hele tre gange på den halve time, hvor de marcherer i Aalborg, fortæller Søren Thomassen.