Finalen i Nordjyske Nyskabere i Musikkens Hus, Aalborg. Her er vinderne: Tami Søhus-Hartmann, Asger Riiser og Steffen Sørensen.
Livet her

"Løvens Hule-dyst" i Aalborg: 25.000 kr. til unge opfindere

Innovative unge fra nordjyske uddannelsesinstitutioner hædret

07. december 2022 kl. 17:18

NORDJYLLAND: Bum!

Guldfarvet konfetti fløj rundt i luften i foyeren i Musikken Hus i Aalborg, da årets vindere af dysten Nordjyske Nyskabere blev kåret og hædret tirsdag.

Vinderne er Tami Søhus-Hartmann, Asger Riiser og Steffen Sørensen fra SOSU Nord og Tech College. De har udviklet "ICA Smartseat" - en højteknologisk pude, der kan bruges i sundhedssektoren til at forhindre tryksår, oplyser Region Nordjylland.

Et trykluftsystem aflaster brugeren af puden, og samtidig kan udstyret måle, hvordan brugeren sidder og dermed aflaste efter behov. Det kan hjælpe kørestolsbrugere og siddende patienter til at undgå tryksår.

Hæder og pengepræmie

Nordjyske Nyskabere er regionens innovations-konkurrence for unge på nordjyske ungdomsuddannelser. 

Konkurrencen er siden 2012 blevet afholdt en gang om året.

Nordjyske Nyskabere

  • Nordjyske Nyskabere er det nordjyske regionsråds innovations-konkurrence for unge på de nordjyske ungdomsuddannelser. 
  • Konkurrencen startede i 2012 og holdes en gang årligt.
  • Formålet er at styrke deltagernes lyst og evne til at tænke og arbejde innovativt og kreativt med at få nye ideer samt udvikle og realisere dem. 
  • Regionsrådet håber, at de unge deltagere måske ender med at blive iværksættere og starter virksomheder, der kan skabe udvikling og arbejdspladser til gavn for Nordjylland.

Med sejren følger - ud over æren - en præmie på 25.000 kr. fra regionsrådet. Penge som smartpude-opfinderne kan bruge til at videreudvikle deres forretningsidé og produkt. Desuden får de nu målrettet rådgivning fra et pr-bureau, et advokatfirma og et revisionsfirma.

Kunst til skoler

Som et synligt bevis på sejren får SOSU Nord og Tech College æren af at have den specialdesignede skulptur "Viljen" til at stå på skolen.

Skulpturen er skabt af den nordjyske kunstner Christian Svendsen og bærer en bronzeplade for hvert vinderhold gennem årene.

Løser samfundsproblem

Dommerne var meget begejstrede for årets vindere af Nordjyske Nyskabere. Holdet har ydet en overbevisende præstation og formået at bruge kritik og sparring til at løfte deres idé til et helt nyt niveau, lyder de rosende ord fra dommerpanelet.

Dommerne påpeger, at produktet - den smarte pude - kan løse et samfundsmæssig problem. Produktet gavner både den enkelte og samfundet. Brugeren skånes for ubehagelige tryksår, og samtidig frigøres ressourcer, som ellers bruges på behandling af tryksår, til andre opgaver i sundhedssektoren.

De fem finalister i Nordjyske Nyskabere 2022

Holdet "ICA Smartseat" fra SOSU Nord/TECH College:

ICA Smartseat er en pude, der forebygger tryksår hos siddende patienter, kørestolsbrugere mm. Målet er at aflaste brugeren, så de undgår tryksår.

Holdet "Clipsable" fra SOSU Nord/TECH College:

Clipsable holder styr på ledninger i pressede situationer, så de ikke vikler sig ind - kan f.eks. anvendes ved ambulanceudrykninger. Produktet er meget simpelt og brugervenligt for sundhedspersonalet.

Holdet "Shadenmark" fra Aalborg Tekniske Gymnasium:

Shadenmark er en solskærm til bilens forrude, lavet i mørktonet, gennemsigtigt plexiglas. Produktet gør det muligt for høje personer at slå solskærmen ned uden at miste udsyn.

Holdet "Hjertekrammer" fra Mariagerfjord Gymnasium:

Hjertekram består af en trøje med indbygget kram eller beroligende tryk på kroppen. Trøjen kan optage et ægte kram, og afspille det ved behov og dermed berolige eller trøste f.eks. ensomme ældre eller personer med uro/angst.

Holdet "COYO" fra Hjørring Gymnasium - STX og HF:

COYO er et køleindlæg til trusserne, som lindrer smerter og ubehag, særligt hos kvinder, der lige har født. Produktet køler længe og er nemt at bruge i almindelige trusser.

53 hold deltog i år i dysten Nordjyske Nyskabere - det er rekord.

Fem af holdene nåede frem til tirsdagens finale

Nordjyske Nyskabere i Musikkens Hus, Aalborg, 6. december 2022. Finalisterne
Se også
Aalborg-elevers opsigtsvækkende idé skal bruge dyretis fra Zoo
Se også
Makkerpars storslåede planer tog en uventet drejning: Nu står kunderne i kø
Se også
Han har solgt over 800.000 trafikalarmer - men den succes medførte et problem

Annonceret indhold

Nyeste