Livet her

Løvens Hule købte sig ind: Nu åbner escape room-kæde i Aalborg

Escape room-udbyderen Locked er på vej med nyt escape room i Aalborg i ægte Matador-stil

07. oktober 2022 kl. 07:15

AALBORG: De tidligere banklokaler ved Vesterå er allerede i gang med at blive renoveret, men kun nænsomt. For de gamle træpaneler og seks meter høje stuklofter skal danne rammen om escape room-producenten Locked's nyeste påfund.

- Vi har brugt to år på at finde de perfekte lokaler, og i den gamle bank når vi et niveau og en stemning, der er som en tidslomme i forhold til at de eksisterende escape rooms, vi har, siger Martin Høeg, direktør i Locked.

Locked tilbyder oplevelser i såkaldte escape rooms, hvor det handler om at samarbejde om at finde en vej ud af rummene ved at knække koder og andre hjerneopgaver.

Lockeds nyeste escape room kommer til at være i en tidligere bank fra midten af 19-tallet.

Temaet for rummene i Aalborg bliver tv-serien Matador, for det passer lokalerne perfekt til.

- Vi håber at skabe en helhedsoplevelse, fra deltagerne træder ind ad døren, lyder det fra Martin Høeg.

Locked åbner sit første escape room her i Aalborg inden nytår eller i begyndelsen af 2023. Der vil være fire rum til hver seks deltagere.

For nylig lancerede Locked sit første escape room i Hjørring, hvor videoen her er fra.

I første omgang er det Undead-konceptet, der læner sig op af Walking Dead-universet, som rulles ud i Hjørring - næste år følger andre temaer.

En million kr. i DR-program

Locked blev skabt af studiekammeraterne Anna Grantland og Martin Høeg i 2018, og i 2020 medvirkede de i DR-programmet Løvens Hule, hvor Mia Wagner og Jan Lehrmann købte sig ind med en million kroner.

Opstarten af Locked har naturligvis været præget af covid-19.

Locked var ramt af delvis corona-nedlukning i 2021, men formåede alligevel at komme ud med sorte tal på bundlinjen.

Af de seneste års regnskaber fremgår det, at Locked Aps i 2019 kom ud med et overskud på omkring 900.000 kroner, mens 2020 går et underskud på knap en halv million kroner.

- I 2021 er vi kommet ud med et fornuftigt overskud, selv om vi var lukket ned i fem af 12 måneder, siger Martin Høeg.

Godt 165.000 kroner endte overskuddet på sidste år. 

- Og vi har været klar til at give den fuld gas her i 2022. Folk længes virkelig efter at lave noget sammen efter corona, lyder Locked-direktøren.

Du kan læse mere om booking, priser og andet på locked.dk.

Annonceret indhold

Nyeste