Lola Jensen giver gode råd til børneforældrene - det sker 2. maj hos FOKUS Folkeoplysning på Strandvejen. Pressefoto

Aftenskolen FOKUS inviterer børneforældre til foredrag med familievejleder Lola Jensen

AALBORG: 2. maj klokken 19 kan børneforældre få håndgribelige råd af familievejleder Lola Jensen, når hun med humor og varme fortæller om den svære kunst at sige nej til sit barn, og om hvordan man bedst kommer ud af konflikten, når det nej ikke bliver accepteret.

Det sker i FOKUS Folkeoplysnings nye eventsal på Strandvejen 19 i Aalborg.

Man står i supermarkedet godt træt og med sit barn i hånden. Ned i kurven lægger den lille størrelse en lidt for sukkerholdig yoghurt som man i sit stille forældresind havde afgjort, at det var slut med. Nu følger et nej og en halvpinlig seance i hverdagens bedste sendetid. Gode råd er dyre, når man skal balancere sit barns selvstændighed med rammer, som man som forældre selv kan være i.

- Der er så mange meningsvinde, der blæser rundt om børneopdragelse og situationer som afgang til dagpleje eller daginstitution, ulvetime og sengetid. I FOKUS vil vi gerne skabe en god stemning omkring debatten. Derfor har vi inviteret en kompetent foredragsholder, som vi ved, kan fremkalde smil på læben og give fornyet mod på forældreopgaven, fortæller programansvarlig Hanne Tambo fra FOKUS.

Lola Jensen er i dag er en eftertragtet foredragsholder netop på grund af sin humoristiske formidling. Hun blev uddannet socialpædagog i 1980. Hun har arbejdet med familievejledning i de seneste 25 år og er fast tilknyttet Go’ Morgen Danmark som ekspert. Hun er mor til tre børn, og udover foredrag og kurser er hun forfatter til bøger som "Andre folks familie" og "Hvis lille dreng er jeg så". Hun har også udgivet dvd’er om skolebørn og teenagere og huskes også fra TV3s program "Hjælp - vi har børn".

Tilmelding sker blandt andet via www.fokus-folkeoplysning.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...