Antallet af stande runder for første gang 300

AALBORG: Det har aldrig været større; loppe- og kræmmermarkedet i Gigantium, arrangeret af JH-Arrangementer.

Denne gang er det udvidet med næsten 100 stande til 300. Årsagen er, at håndboldtribunerne er ved at blive taget ned - blandt andet som forberedelse til esportfestivalen Geeks Gone Wild senere på måneden.

– Den ekstra plads gør markedet til det største af alle markeder, som JH -Arrangementer har afholdt i Aalborg , hvor virksomheden årligt har haft markeder siden 2012 , siger indehaver Jakob Hansen.

– Vi har altid haft mange kræmmere på venteliste her i Aalborg, så vi er mere end glade for, at vi nu har mulighed for at tage mange af disse med på markedet.

Jakob Hansen oplever, at der generelt er en stigende interesse for loppe- og kræmmermarkeder. Han mener, det skyldes de mange tv-programmer om antikviteter og gamle ting - noget som ansporer mange mennesker til at besøge de store, indendørs markeder.

Kræmmer- og loppemarkedet i Gigantium er åbent lørdag 19. januar klokken 10-16 og søndag 20. januar 10-16.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...