Sådan er det at være med i X-Factor

AALBORG: Fredag efter fredag dukker 15-årige Lucca Dahl Nordlund fra Aalborg op på skærmen når der er X-Factor. Forleden dukkede hun også op i Boulevarden på ANR, hvor Camilla Gammelgaard havde hende på virtuelt besøg. Hvis man skal tro bookmakerne, er den unge nordjyde blandt de største favoritter - hvis ikke den største - til at vinde programmet. Hvordan er det så at være udråbt som favorit?

- Det er da megafedt at være udråbt til at være favorit eller i hver fald i toppen. Det giver en lettelse. Det ville jo heller ikke være fedt at ligge i bunden. Det er jo godt, at folk kan lide en, men det giver jo også et pres. Man føler virkelig, at man skal blive bedre og bedre. Så hver fredag skal man levere hundrede procent, og det kan godt være lidt presset, fortæller Lucca Dahl Nordlund.

Dette års udgave af X-Factor er noget anderledes end det har været tidligere. Grundet Covid-19 er det fysiske publikum blevet erstattet med skærme. Hvordan er det at optræde overfor det virtuelle publikum?

- Jeg synes egentligt, at det er vildt fedt. Jeg har jo aldrig prøvet andet, så jeg ved jo ikke, om det ville have været federe, hvis der havde været et live publikum. Jeg har ikke noget problem med det, for jeg tænker overhovedet ikke på publikum, når jeg synger. Jeg kigger bare ind i kameraet og lever mig hundrede procent ind i det, lyder det fra Lucca Dahl Nordlund.

Lucca har fået Oh Land som mentor i forløbet, og det er hun rigtig glad for.

- Hun er den eneste sanger blandt dommerne, så hun kan relatere til os, fordi vi også er sangere. Hun er jo det, som jeg ønsker at være. Jeg kan i hvert fald mærke, at hun hjælper så meget både mentalt og sangmæssigt, fortæller Lucca Dahl Nordlund.

En ting er at komme med i X-Factor og få lov til at stå på den eftertragtede scene, men hvad er det det fedeste?

- Det er virkelig, virkelig fedt at stå på den scene, det er der næsten ikke noget der kan slå, og jeg ved ikke om, der er noget, der kan. Men det er også virkelig fedt at få nogle nye relationer. Jeg er ikke vant til at være sammen med nogen, der brænder lige så meget for musik, som jeg gør. Her vi nogle mennesker sammen, der allesammen forstår hinanden, lyder det fra Lucca Dahl Nordlund.

Lucca Dahl Nordlund har altid drømt om at være med i X-Factor og prøve at stå på scenen foran dommerne.

- Jeg har altid haft en drøm om at tilmelde mig, og jeg har altid været fan af X-Factor. Det har været mit yndlingsprogram lige siden jeg var 3 år. Jeg har ikke altid troet, at det kunne blive til noget, men så begyndte jeg at synge og tænkte, at det da godt nok kunne være fedt, hvis jeg kunne tilmelde mig. Så en dag tænkte jeg; nu gør jeg det. Jeg tænkte, at nu giver jeg det et skud og nu står jeg så her, lyder det fra Lucca Dahl Nordlund.

Lucca er stadigvæk bookmakernes favorit, ifølge Danske Spil, inden aftenens udgave af X-Factor, hvor Simon og Marcus og Solveig er blevet bedømt til at skulle stå som de næste der bliver sendt hjem.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...