
Lufthavn bruger ventetid til udbygning
Coronakrisen sætter sit tydelig præg på trafiktal for marts
AALBORG: Der er god plads i Aalborg Lufthavn i disse dage. Derfor har man nu skruet op for aktivitetsniveauet, når det gælder vedligeholdelsen af faciliteterne i og omkring bygningerne.
- Vi udfører i øjeblikket reparation og vedligeholdelse af flystandpladserne til de store kommercielle fly og etablerer nye flystandpladser til mindre privatejede fly. Samtidig udbygger vi vores Dutyfree-område med flere kvadratmeter. Endelig udvider vi med yderligere 10 nye ladestandere til el-biler på vores parkeringsområde, da vi ser en øget efterspørgsel på det område blandt vores rejsende, siger direktør i Aalborg Lufthavn Søren Svendsen i en pressemeddelelse.
Flyafgange, ankomster og tilhørende passagerer er der derimod rigtig langt i mellem. Flyselskaberne har aflyst størstedelen af flyvningerne, men SAS-ruten til København opretholdes fortsat.
- Vi er én blandt de fire danske lufthavne, der er i drift, men kører på lavt blus med en-tre daglige afgange til København med SAS alt afhængig af hvilken ugedag, vi ser på. Vi har sendt 85 procent svarende til cirka 250 medarbejdere hjem på trepartsaftalen, forklarer han.
I det hele taget kan corona-krisen tydeligt læses ud af lufthavnens passagertal for marts. Allerede i begyndelsen af måneden tikkede det ind med de første aflysninger af fly ud af Aalborg Lufthavn. Da Udenrigsministeriet senere frarådede alle ikke-nødvendige rejser til hele verden til og med 13. april, accelererede aflysningerne. Samlet set kommer marts 2020 derfor ud med en forventet tilbagegang på antallet af passagerer på 66,7 procent set i forhold til marts sidste år.