Aldrig har så mange fløjet til og fra Aalborg før - se her hvor mange, der satte sig i et fly i 2018

AALBORG: Knap er vi ude af 2018, før Aalborg Lufthavn er klar med passagertallene for det forgangne år. Og der er da også noget at lade champagnepropperne springe for.

Lufthavnen kommer nemlig ud af 2018 med en rekord. På forhånd havde man sat som mål for året, at over 1,6 mio. passagerer skulle gå gennem svingdørene. Og allerede før nytårsklokkerne ringede, kunne man konstatere, at det mål blev nået.

Helt nøjagtig blev det til 1.609.965 passagerer - hvilket svarer til en fremgang på 5,8 procent, når man sammenligner med året før. Det betyder samtidig, at 2018 blev det største år nogensinde i Aalborg Lufthavns historie.

Det er udenrigstrafikken, der er årsag til væksten. Flere end 550.000 passagerer rejste mellem Aalborg og udlandet i 2018 mod godt 420.000 året før.

Både indenrigs- og chartertrafikken gik tilbage, men samlet blev det altså til vækst for lufthavnen.

Fleste rejste mellem Aalborg og udlandet i 2018. Arkivfoto: Henrik Bo
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...