Lukas Wolff er en garvet kok, som nu laver kurser for folk, der gerne vil lære at lave mad over bål. Foto: Lukas Wolff
Mad & Drikke

Lukas kan lære dig at lave mad over bål

Der er basis for én på opleveren, når du får alle teknikkerne til at lave mad over bål fra en sand mester

18. august 2022 kl. 19:34

Hvis der er én ting, corona har vist os, så er det at bruge den danske natur. Måske har man været vant til at tage madpakker med i en rygsæk og ellers komme hjem til aftensmaden.

Men at finde og tilberede sin mad i naturen er også et hit og kræver ikke vildt meget udstyr. Det fortæller Lukas Wolff, der ifølge ham selv er oplevelsesgastronom og netop har startet en virksomhed, "Rundt Om Bålet", hvor han underviser i at komme ud i naturen og lave mad over bål.

- Naturen har en uløselig krog i mig - det er her, jeg finder de ultimative råvarer og får de største oplevelser med hjem. Jeg vil derfor inspirere andre til at bruge naturen. Derfor åbner jeg dørene til "Rundt Om Bålet" og lader dig komme med derud, hvor oplevelser og gastronomi knyttes sammen til personlige og sociale højdepunkter, siger han.

En simpel toast er genial bålmad. Privatfoto

- Jeg arbejder for at danne rammerne om de gode oplevelser. De rammer tillader jeg mig at fylde ud med værtskab, viden og selvfølgelig uovertruffen mad og drikke. Jeg kalder det for oplevelsesgastronomi, siger den 31-årige tidligere kok, der har arbejdet på nogle af de bedste steder i landet.

Selvstændig

Lukas Wolff har for få måneder siden taget springet væk fra det lønnede arbejde som kok. Senest har han arbejdet på Kornets Hus i Hjørring, hvor han har været med lige fra begyndelsen som køkkenchef og underviser. Den tid er forbi, og Lukas Wolff vil med sin virksomhed "Rundt Om Bålet" være med til at skabe en bredere oplevelses- og madscene i Nordjylland.

En scene, der ikke er begrænset af tid og sted, men som fokuserer på de muligheder, naturen bringer.

- Jeg kommer ud af en kokkeverden, som jeg aldrig helt kan lægge fra mig. Derfor er en stor del af min nye virksomhed også bygget op omkring madlavning. Og jeg vil helst have, at gæsterne selv får fingrene i maden og er med til at tilberede den over bålet. Så kan jeg guide dem sikkert igennem oplevelsen, siger han.

Deltagerne lærer en masse om at bygge et bål, der passer til det, man skal lave. Foto: Lukas Wolff

For Lukas er det en del af oplevelsen for gæsterne, at de går hjem med ny viden og inspiration, både om bålteknikker, vilde urter og de mange forskellige muligheder, der er, for at tilberede mad over bål.

Døre til naturen

Foruden fortiden som kok og køkkenchef har Lukas over de sidste 10-15 år gjort, hvad han kunne for at ”stikke af” ud i naturen, hvor han finder ro og bliver klogere. Men det var ikke sådan fra begyndelsen.

- Interessen for naturen startede nok i virkeligheden først, da jeg stod i lære som kok. På den restaurant, jeg arbejdede på, kom der jævnligt en fyr forbi, vi kaldte ham Svampe Finn. Han vidste simpelthen alt om vilde svampe og urter, og jeg lærte meget af ham. Jeg betragter den viden som min første dør ind i naturen. Senere har jeg forsøgt at åbne så mange døre som muligt, siger Lukas Wolff.

Aftenens tre-retters menu tilberedes over bål, hvor du og de øvrige gæster vil blive bekendt med forskellige bål-typer og tilberedningsmetoder. Der skal tændes bål, bygges rygeovn, steges, koges og grilles. Foto: Lukas Wolff

Over årene har Lukas fået åbnet en god håndfuld døre. I dag tager han stadigvæk på sanketure efter urter og svampe, han vandrer, logerer i naturstyrelsens shelters rundt om i landet, og så begyndte han at fiske, da han arvede sin bedstefars fiskegrej for nogle år siden. Det sidste skud på stammen er et jagttegn.

- Det er netop nogle af de døre, jeg vil være med til at åbne for andre med "Rundt Om Bålet". Interessen skal komme indefra, men man har som oftest brug for viden udefra, for at åbne døren helt, siger han.

Man kan møde Lukas Wolff og hans oplevelsesgastronomi på den kommende Nordjysk Madfestival, hvor han lørdag 27. august har et arrangement i den Jyske Ås.

- I løbet af eftermiddagen vil deltagerne komme med ud og sanke vilde urter, blive klogere på bålteknikker samt tilberede en luksuriøs tre-retters bålmiddag af lokale råvarer i samarbejde med de øvrige gæster. Aftenen kulminerer med et veldækket bord i bedste bålmadsstil, med smukke træbrædder og emaljekrus, fortæller han.

Rundt Om Bålet har det meste med til bålkursus. Resten sanker man i skoven. Foto: Lukas Wolff

Det foregår fra klokken 16-20.30 og koster 750 kroner.

Tilmelding lige her.

Fakta

Rundt Om Bålet har base i Brønderslev men tilbyder events og private arrangementer over det meste af landet. Omfanget og temaerne for de forskellige events vil variere fra gang til gang, og der skulle være rig mulighed for alle aldersgrupper for at få åbnet en ny dør ind i naturen.

Annonceret indhold

Nyeste