Luksus-pizzakæde på vej til Aalborg
Den finske kæde Classic Pizza vil åbne fem restauranter i Danmark - Aalborg er en af byerne
AALBORG: Den finske pizza-kæde Classic Pizza har vokseværk.
Kæden, som har slået sig op på pizzaer i luksusklassen, har for nylig åbnet sit første danske pizzeria i Vestergade i Aarhus og nu er nye restauranter på vej blandt andet en i Aalborg, skriver Finans.
Classic Pizza Restaurant startede som en lille restaurant i den finske by Hanko i 1996, siden er der kommet 14 restauranter til, og frem mod 2021 er det planen, at de skal blive til 50.
En del af vokseværket skal ske i Danmark, hvor Classic Pizza til marts åbner sin næste restaurant i Frederiksberg Centret i København. Herudover planlægger de en filial i Københavns Lufthavn, i Odense og i Aalborg.
- Til at begynde med åbner vi fem restauranter i Danmark. Hvis det bliver den succes, vi regner med, vil vi brede konceptet yderligere ud, siger Classic Pizzas driftschef Tommi Aaltonen til Finans.
Classic Pizza serverer pizzaer i luksusklassen og også med champagne til. En pizza koster mellem 95 og 210 kr. og mange af ingredienserne er økologiske.