Skal events, natur, kultur eller noget helt fjerde være en del af fortællingen om Aalborg. Det skal 8000 tilfældigt udvalgte borgere være med til at bestemme.Arkivfoto: Henrik Bo

Kommunen inviterer tilfældigt udvalgte borgere til møde om byens nye fortælling

AALBORG: Der har været travlt på kommunekontoret de seneste dage.

Kommunen har nemlig i dag sendt invitationer ud til 8000 af os om at deltage i et stort anlagt borgertopmøde 10. november.

Mødet skal være punktum for den visionsproces som byrådet netop af sat i gang for byen - kaldet DNA Aalborg.

På topmødet, som finder sted i Aalborg Kongres & Kultur Center skal alle deltagerne drøfte de mange input, der er kommet fra øvrige medborgere, virksomheder, institutioner i de forgangne ca. seks uger, og på den måde selv blive en del af kommunens nye fortælling og vision.

- DNA Aalborg er et fælles projekt. Alle kan være med. Vi skal sammen skabe en ny fortælling om vores dejlige kommune - en fortælling, der er moderne, tidssvarende og medtager de mange positive forandringer, der har fundet sted her. Det gamle billede af en grå arbejderby er ved at være forældet, og det er tid til at tegne et nyt portræt, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Han tilføjer, at borgertopmødet er en vigtig del af det arbejde, og at man håber at se mange engagerede borgere.

- Det er jo dem, der kender kommunen og bruger den i dagligdagen. Jeg tror, vi får en rigtig spændende dag med mange gode input, siger han.

Den nye fortælling og vision behandles politisk af byrådet omkring årsskiftet.

Selv om du ikke har fået en invitation til topmødet, behøver du ikke gå glip af at få din mening hørt. Du kan nemlig blive en del af DNA Aalborg på www.aalborg.dk/dna eller på kommunens Facebook-profil.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...