Der bliver ikke slidt meget på Wolt-dækkene den kommende weekend. Masser af takeaway-steder boycotter leveringstjenesten og håber, kunderne vil hente deres mad i deres forretninger i stedet for.
Mad & Drikke

23 utilfredse takeaway-steder lukker for Wolt i Aalborg: - Vi er ved at kaste op

Leveringstjenesten Wolt har afvist at møde 23 pressede restauratører torsdag. Det betyder boycot af Wolt fra fredag middag og rabatter på 15 procent på udvalgte steder

28. september 2022 kl. 16:18

AALBORG: Tirsdag mødtes flere af byens takeaway-steder og blev enige om at stille leveringstjenesten Wolt et ultimatum:

- Mød os torsdag og sæt vores procenter ned kollektivt. Ellers boycotter vi jer, lød meldingen fra restauratørerne.

Mange af dem er så pressede, at de end ikke kan betale regninger til den første oktober.

Wolt kommer ikke

Men Wolt kommer ikke og taler med udvalgte restauratører torsdag, selv om de har forståelse for deres situation med stigende inflation, råvare- og forbrugspriser.

- Vi har stor sympati for den vanskelige situation, restauranterne og i øvrigt også andre erhvervsdrivende er i, og vi er glade for, at de sætter ord på de udfordringer, de står overfor. Vi håber på, at vi sammen kan løse det, siger Daniel Johansen, der er ansvarlig for partnerskaber med restauranterne hos Wolt.

I stedet har Wolt inviteret samtlige restauratører til et møde mandag et neutralt sted, hvor løsningsmodeller skal drøftes.

- Vi har overordnet flere tiltag, som jeg ikke vil fortælle konkret om her. Men vi vil hjælpe med at løfte restauratørernes profit på Wolts platform og også hjælpe med at stimulere efterspørgslen fra kunderne uden for Wolts platform. Det handler om at skabe mere omsætning og samtidig holde omkostningerne nede, siger Daniel Johansen.

Så Wolt har altså tiltag på vej, hvor de vil hjælpe takeaway-stederne med at få flere til at bestille på deres egne hjemmesider og hente selv - uden om Wolt selv. Men det er ikke noget, der hjælper her og nu.

Pengene i mine lommer

- Hvad hjælper tiltag, der først har en effekt om måske en måned eller to, spørger Ann-Britt Pedersen fra Casa Pazza og undrer sig over, at løsningen skulle være, at få endnu mere at lave på et lille sted som hendes. Det vil bare give hende og alle andre af de mere arbejde, hvor de stadig skal betale høje procenter.

- Jeg arbejder i forvejen 80 timer om ugen ikke inkluderet regnskaber og indkøb. Jeg kan ikke arbejde mere. Jeg har brug for, at mere af den omsætning, jeg laver på Casa Pazza, også ender i mine lommer. Vores pointe er, at vi har brug for flere penge mellem hænderne lige nu til at betale vores regninger, siger Ann-Britt Pedersen, der også er talskvinde for takeaway-stederne.

Casa Pazza i Reberbansgade er på falittens rand, selv om der er fint gang i omsætningen. Problemet er bare, at det meste af omsætningen kommer fra Wolt, der tager meget høje procenter for at håndtere og levere bestillingerne.

Wolt mener altså, at der er andre muligheder end at skrue ned for procenterne, som restauratørerne skal betale for hver ordre, Wolt leverer. Et af disse tiltag er at sikre, at takeaway-stederne har succes med deres egne platforme uden om Wolt - og ikke som i dag, hvor manges omsætning fra Wolt er på op til 90 procent af den samlede omsætning.

- Hensigten med Wolt er at skabe et supplement til den normale omsætning. Vi vil forsøge at hjælpe dem med at skabe omsætning via andre salgskanaler. Hvis restauranterne har succes, så har vi også succes. Vi er afhængige af hinanden, siger Daniel Johansen.

Her boycotter de Wolt

Casa Pazza

Chickies 

Bagel Caféen

Penny Lane Café

Caspars

Flamestone

Catch Sushi

Saras Pizza

Falafel House

On The Dot 

Suzumi

Nunu Kebab

Vestbyens Pizza

Which Sandwich 

WeFeat

Boba Drop

Grill Bazaren

Net-Bazar

Pizza Bianka

Candylicious

Panda Sushi

HD Slagter

Bønkels

Lifli sushi

- Wolt tror vi bluffer

For takeaway-stederne er det dog ved at være slut med tålmodigheden.

- Alle, jeg har talt med, er ved at kaste op over Wolt. Vi har bedt dem om et møde torsdag kl. 15, men det har de afvist. Derfor tager vi nu konsekvensen og lukker for Wolt fra fredag klokken 12. Det betyder ikke, at vi ikke laver mad. Men vi håber, at kunderne vil komme og hente hos os i stedet for, siger Ann-Britt Pedersen.

Hos Wolt lader de det være op til det enkelte spisested, hvordan de vælger at tackle boycotten.

- Vi er kede af, hvis de ikke vil være på Wolt den kommende weekend. Men de skal gøre det, de mener, der er bedst for deres forretning, siger Daniel Johansen.

Arrangørerne har oprettet en Facebook-side, hvor restauratører kan tilmelde sig og få informationer om de kommende forhandlinger med Wolt, der så begynder på mandag.

Derudover kan man på de takeaway-stedernes websider fra i morgen kunne se, hvem der giver 15 procent i takeaway-rabat, hvis man henter selv.

Annonceret indhold

Nyeste