Åben ild og store bøffer er opskriften på succes i Rafaels køkken
Den argentinske kok er rykket helt ud til havnefronten under Aalborg Regatta
Drømmer du om et stort, saftigt stykke kød lavet over åben ild lige midt på havnen, kan du godt stoppe op ved madboden Pampas. Her står Rafael Santana, og hans navn stammer fra et sted langt fra lille Aalborg. Han kommer fra Argentina, hvor han har taget opskrifterne og dyderne med hjemme fra mors kødgryder.
- Alle mine opskrifter er argentinske, og jeg er vokset op i et land, hvor min far havde restaurant, og måltiderne altid har samlet familien, siger han.
I går var første dag, og her var 8.000 gæster forbi streetfood-området for at gå på opdagelse i de mange internationale madboder.
Kød, kød og atter kød
I madboden Pampas kan du finde alt fra spicy pølser og ribs til steaks - og endda få en tallerken, hvor alle tre typer kød indgår.
- Der er ikke mange, der spørger efter vegetarisk mad her, griner han.
- I Argentina er vi især kendt for vores oksekød, men jeg har nu også en særlig argentinsk sovs, sandwich og pølser med, siger han.
En mester til åben ild
Hans madbod har fået den nok bedste placering lige ud til kajen under Aalborg Regatta. Og det er han virkelig glad for.
- Jeg elsker at kunne stå her og lave mad over ild, mens jeg kan se udover vandet. Jeg har noget med elementerne ild, vand, jord og luft, som jeg også har tatoveret på mine underarme, siger han, mens han viser tatoveringerne frem.
Han suser med hurtige bevægelser omkring det åbne ildsted og skraber asken væk, så den varme stålflade bliver fin og ren.
- Jeg elsker at arbejde med ild, for det er som at arbejde med naturen.
Aftensmaden tilberedes fra morgenstunden
Der er noget råt og ærligt over den argentinske madlavning, som nu er havnet i kødgryderne her på havnen.
Fastfood er heller ikke noget, som Rafael forbinder særlig meget med argentinsk mad.
- I Argentina starter man med at lave aftensmad om morgenen. Man har store metalkryds, som man hænger kødet op på, og så skal det ellers have lov at stege i 6-8 timer, siger han.
Du behøver dog ikke at vente så lang tid på maden under Aalborg Regatta. Her bliver maden flammegrillet lige midt på havnefronten.
Du finder streetfood-området med 16 madboder i Utzon Parken, hvor du finder mange forskellige autentiske køkkener fra flere verdenshjørner.